v.1.2.0
Parthiizaax havde aldrig rigtigt kunnet lide mennesker. De var fordomsfulde, grådige og han vidste, hvilke grusomheder de var i stand til, selv over for deres egne. Faktisk kendte han ikke navnet på et eneste menneske. Og det til trods for at det efterhånden var en del år siden, at han havde bosat sig så tæt på Ashencross. Men de kunne heller ikke lide ham, og ingen af dem kendte hans navn. Det bedste, man kunne sige, var, at byboerne tolererede ham og kun vedkendte hans eksistens, når de havde sår eller skader, som skulle heles. Sår eller skader, som deres elskede Lære om De Fem Søjler ikke måtte vide af. Eller når han solgte dem ildflor, så de let kunne starte deres bage- og smelteovne. Dog havde ingen angivet ham til Tempelridderne endnu, det måtte han alligevel give menneskene.
Det var af de grunde, at han sjældent gik ind til byen. Faktisk var det kun, når han absolut havde brug for noget, eller hvis han skulle studere ritualerne ved det store Tempel for De Fem Søjler. Parthiizaax fandt religion enormt spændende. Følgerne af sådanne dogmer synes at have et stærkt bånd, selvom hvad der blev prædiket, ofte virkede ulogisk for en drage.
Den enorme eksplosion fra Ashencross var dog ikke noget, som han kunne sidde overhørig. Parthiizaax havde stået udenfor sin lille hytte sent den sommerdag, noget uvant for hans normale rutine, og vandet de sødt-duftende, dyb-orange ildflorblomster, da lyden var kommet buldrende over ham. Idet Parthiizaax så op i forvirring, fulgte trykbølgen efter. Kraften fra den havde taget fat i Parthiizaax’s læderagtige flyvehudsvinger og flyttet ham et godt stykke. De dybe klomærker i den stampede jord var vidne dertil. Det var så lang tid siden, at Parthiizaax sidst havde haft sine vinger i brug, at mødet med trykbølgen efterladte dem en smule ømme der, hvor de mødte kroppen, lige fra håndleddene og helt ned til anklerne. Og til sidst, da Parthiizaax havde fået samlet sig en smule, kom regn og jord faldende, fra hvad der ellers havde været en klar sommerdag.
-> FORTSÆT MED AT LÆSE