Author: Thomas B. Dair

v.1.3.0

Ilden i stearinlysene blussede op. Det samme gjorde flammerne i ildstedet. Det gjorde de altid, når Hu’orhun var oprevet. At dømme ud fra brølende, der kom fra pejsen, var rasende nok et mere dækkende ord, tænkte Tu’wehan for sig selv. Faktisk var varmen ved at blive lidt for meget, selv for en dværg, så han tog et skridt væk fra de hidsige flammer. Tu’wehan kiggede på sin hustru med nervøse, nøddebrune øjne.

‘Du rejser ikke!’ nærmest råbte Hu’orhun og forsøgte at få noget af sit ildrøde hår, de lokker, som altid undgik hendes fletning, under kontrol. Hun stod ved spisebordet af solidt, mørk granit. Den tilhørende granitstol, hun havde siddet på et øjeblik tidligere, var væltet, da hun hoppede op fra den i vrede. Med et irriteret støn opgav Hu’orhun sit hår og lod det falde tilbage ned over ansigtet, hvorefter hun vendte sin opmærksomhed tilbage til Tu’wehan. ‘Ved De Sovende Kæmper, hvem har puttet den åndssvage idé ind i dit hoved?’ spurgte Hu’orhun. Spørgsmålet blev efterfulgt af en stirren så intens, at man næsten skulle tro, at hun forsøgte at sætte ild til sin ægtefælle i samme øjeblik.

Tu’wehan kiggede på den sorte, ærmeløse læderjakke i sine hænder. Han havde allerede sin brune på, ovenover en mørkegrøn linnedstrøje, og var klar til at rejse, så snart han havde pakket færdig. Hans grå uldkappe hang ved siden af døren.

‘Kapitælerne og deres følge rejser fra Zhi’Na Qien for at udbrede Læren om De Fem Søljer til nye områder og de har et stort behov for håndværkere. Jeg tænkte, at jeg tilbyde mine evner som jernmester,’ forklarede Tu’wehan imens han pænt lagde den sorte jakke ned i sin rejsekiste.

v.1.2.0

Ilden i stearinlysene blussede op. Det samme gjorde flammerne i ildstedet. Det gjorde de altid, når Hu’orhun var oprevet. At dømme ud fra brølende, der kom fra pejsen, var rasende nok et mere dækkende ord, tænkte Tu’wehan for sig selv. Faktisk var varmen ved at blive lidt for meget, selv for en dværg, så han tog et skridt væk fra de hidsige flammer. Tu’wehan kiggede på sin hustru med nervøse, nøddebrune øjne.

Hu’orhun stod ved spisebord, lavet i solid, mørk granit. Den tilhørende granitstol, som hun havde siddet på et øjeblik tidligere, var væltet, da hun nærmest hoppede op fra den i vrede. Med knugede hænder og hvide, hårdt sammenpressede læber, stirrede Hu’orhun tilbage på sin ægtefælle, som om hun prøvede at sætte ild til ham lige nu og her. 

‘Du rejser ikke!’ nærmest råbte Hu’orhun og forsøgte at få noget af sit ildrøde hår, de lokker, som altid undgik hendes fletning, under kontrol. Hun opgav med et irriteret støn og lod det røde hår falde frit over hendes ansigt. ‘Ved De Sovende Kæmper, hvem har puttet den åndssvage idé i dit hoved?’

Tu’wehan kiggede på den sorte, ærmeløse læderjakke i sine hænder. Han havde allerede sin brune på, ovenover en mørkegrøn linnedstrøje, og var klar til at rejse, så snart han havde pakket færdigt. Hans grå uldkappe hang ved siden af døren.

‘Kapitælerne og deres følge rejser fra Zhi’Na Qien for at udbrede Læren om De Fem Søljer til nye områder og de har et stort behov for håndværkere. Jeg tænkte, at jeg tilbyde mine evner som jernmester,’ forklarede Tu’wehan imens han pænt lagde den sorte jakke ned i sin rejsekiste.

v.1.1.2

Ilden i stearinlysene blussede op. Det samme gjorde flammerne i ildstedet. Det gjorde de altid, når Hu’orhun var oprevet. At dømme ud fra brølende, der kom fra pejsen, var rasende nok et mere dækkende ord, tænkte Tu’wehan for sig selv. Faktisk var varmen ved at blive lidt for meget, selv for en dværg, så han tog et skridt væk fra de hidsige flammer. Tu’wehan kiggede på sin hustru med nervøse, nøddebrune øjne.

Hu’orhun stod ved spisebord, lavet i solid, mørk granit. Den tilhørende granitstol, som hun havde siddet på et øjeblik tidligere, var væltet, da hun nærmest hoppede op fra den i vrede. Med knugede hænder og hvide, hårdt sammenpressede læber, stirrede Hu’orhun tilbage på hendes ægtefælle, som om hun prøvede at sætte ild til ham lige nu og her. 

‘Du rejser ikke!’ nærmest råbte Hu’orhun og forsøgte at få noget af sit ildrøde hår, de lokker, som altid undgik hendes fletning, under kontrol. Hun opgav med et irriteret støn og lod det røde hår falde frit over hendes ansigt. ‘Ved De Sovende Kæmper, hvem har puttet den åndssvage idé i dit hoved?’

Tu’wehan kiggede på den sorte, ærmeløse læderjakke i sine hænder. Han havde allerede sin brune på, ovenover en mørkegrøn linnedstrøje, og var klar til at rejse, så snart han var færdig med at pakke. Hans grå uldkappe hang ved siden af døren.

‘Kapitælerne og deres følge rejser fra Zhi’Na Qien for at udbrede Læren om De Fem Søljer til nye områder og de har et stort behov for håndværkere. Jeg tænkte, at jeg tilbyde mine evner som jernmester,’ forklarede Tu’wehan imens han pænt lagde den sorte jakke ned i sin rejsekiste.