Forgotten Songs Fantasy

Category: Rejser

Rejser-antologien er en novelle-samling i Forgotten Songs-universet.

  • Flyv

    v.1.1.0

    ⬇️ Download “Flyv” som .PDF

    Det var skræmmende at kigge ned. Specielt fordi Vuorruuzuu aldrig havde fløjet før. “At flyve” var måske så meget sagt. En drak som hende kunne egentlig kun svæve med deres læderagtige flyvehudsvinger, men det føltes som så meget mere for Vuorruuzuu.

    De kolde efterårsvinde kærtegnede hendes Topas-gule skæl, som dækkede hele den markerede krop fra snuden og den lange hals, over armene og overkroppen, samt hendes stærke ben og finnede hale. Men de kølige vinde blev modarbejdet af solenes blide varme. Dagen var klar og smuk, og selvom det var skræmmende, kunne Vuorruuzuu se hele verden under sig. Der var så meget, hun ikke havde undersøgt; fra de stedsegrønne cedertræer lige nedenunder, til langt over havene og nye lande, på tværs af de højeste bjerge, som alle gjorde deres bedste forsøg på at nå hende, som hun sejlede der igennem luften.

    Havde det altid været så nemt? Det var over 50 år siden, at Vuorruuzuus kuldsøskende havde lært at bruge deres vinger, mens hendes egne altid havde været slappe og ubrugelige. Men nu? Nu var der ikke noget, der kunne holde den unge voksne drage tilbage. Hun behøvede nærmest ikke at gøre andet end at strække sine arme og ben, hvorefter vingerne imellem dem spændte sig instinktivt. Det samme gjorde halefinnerne, så styringen igennem luften blev til det mindste problem nogensinde.

    Friheden heroppe blandt skyerne føltes næsten magisk. Og Vuorruuzuu kunne ikke vente med at skrive alle sine opdagelser ned i sin notesbog. Hun kastede et hurtigt blik på sit bælte for at være sikker på, at bogen, og hendes trofaste blækhus, stadig var fastspændt.

    SKRIIG!

    -> LÆS VIDERE!

  • Trussel

    v.1.3.1

    ⬇️ Download “Trussel” som .PDF

    Parthiizaax havde aldrig rigtigt kunnet lide mennesker. De var fordomsfulde, grådige og han vidste, hvilke grusomheder de var i stand til, selv over for deres egne. Faktisk kendte han ikke navnet på et eneste menneske. Og det til trods for at det efterhånden var en del år siden, at han havde bosat sig så tæt på Ashencross. Men de kunne heller ikke lide ham, og ingen af dem kendte hans navn. Det bedste, man kunne sige, var, at byboerne tolererede ham og kun vedkendte hans eksistens, når de havde sår eller skader, som skulle heles. Sår eller skader, som deres elskede Lære om De Fem Søjler ikke måtte vide af. Eller når han solgte dem ildflor, så de let kunne starte deres bage- og smelteovne. Dog havde ingen angivet ham til Tempelridderne endnu, det måtte han alligevel give menneskene.

    Det var af de grunde, at han sjældent gik ind til byen. Faktisk var det kun, når han absolut havde brug for noget, eller hvis han skulle studere ritualerne ved det store Tempel for De Fem Søjler. Parthiizaax fandt religion enormt spændende. Følgerne af sådanne dogmer synes at have et stærkt bånd, selvom hvad der blev prædiket, ofte virkede ulogisk for en drage.

    Den enorme eksplosion fra Ashencross var dog ikke noget, som han kunne sidde overhørig. Parthiizaax havde stået udenfor sin lille hytte sent den eftermiddag, noget uvant for hans normale rutine, og vandet de sødt-duftende, dyb-orange ildflorblomster, da lyden var kommet buldrende over ham. Idet Parthiizaax så op i forvirring, fulgte trykbølgen efter. Kraften fra den havde taget fat i Parthiizaax’s læderagtige flyvehudsvinger og flyttet ham et godt stykke. De dybe klomærker i den stampede jord var vidne dertil. Det var så lang tid siden, at Parthiizaax sidst havde haft sine vinger i brug, at mødet med trykbølgen efterladte dem en smule ømme der hvor de mødte kroppen, lige fra håndleddene og helt ned til anklerne. Og til sidst, da Parthiizaax havde fået samlet sig en smule, kom regn og jord faldende, fra hvad der ellers havde været en klar sommerdag.

    -> LÆS VIDERE!

  • Katastrofe

    v.1.3.1

    ⬇️ Download “Katastrofe” som .PDF

    Ilden i stearinlysene blussede op. Det samme gjorde flammerne i ildstedet. Det gjorde de altid, når Hu’orhun var oprevet. At dømme ud fra brølende, der kom fra pejsen, var rasende nok et mere dækkende ord, tænkte Tu’wehan for sig selv. Faktisk var varmen ved at blive lidt for meget, selv for en dværg, så han tog et skridt væk fra de hidsige flammer. Tu’wehan kiggede på sin hustru med nervøse, nøddebrune øjne.

    ‘Du rejser ikke!’ nærmest råbte Hu’orhun og forsøgte at få noget af sit ildrøde hår, de lokker, som altid undgik hendes fletning, under kontrol. Hun stod ved spisebordet af solidt, mørk granit. Den tilhørende granitstol, hun havde siddet på et øjeblik tidligere, var væltet, da hun hoppede op fra den i vrede.

    Med et irriteret støn opgav Hu’orhun sit hår og lod det falde tilbage ned over ansigtet, hvorefter hun vendte sin opmærksomhed tilbage til Tu’wehan. ‘Ved De Sovende Kæmper, hvem har puttet den åndssvage idé ind i dit hoved?’ spurgte Hu’orhun. Spørgsmålet blev efterfulgt af en stirren så intens, at man næsten skulle tro, at hun forsøgte at sætte ild til sin ægtefælle i samme øjeblik.

    Tu’wehan kiggede på den sorte, ærmeløse læderjakke i sine hænder. Han havde allerede sin brune på, ovenover en mørkegrøn linnedstrøje, og var klar til at rejse, så snart han havde pakket færdig. Hans grå uldkappe hang ved siden af døren.

    ‘Kapitælerne og deres følge rejser fra Zhi’Na Qien for at udbrede Læren om De Fem Søljer til nye områder og de har et stort behov for håndværkere. Jeg tænkte, at jeg tilbyde mine evner som jernmester,’ forklarede Tu’wehan imens han pænt lagde den sorte jakke ned i sin rejsekiste.

    -> FORTSÆT MED AT LÆSE!