Category: Dansk

Forgotten Songs fantasy universet på dansk!

  • At Dø Tusinde Gange

    v.1.3.0

    Jeg går den lange vej hjem sammen med min sjælebundne. Det er sent om natten, men den milde brise fra cyklussens sommer gør gåturen skøn. Der er ikke andre Faefolk omkring, så det er kun mig, min sjælebundne og fuldmånen; de to sidstnævntes hvide farver, henholdsvis pels og sten, udkæmper en underbevidst kamp om, hvem der skinner mest. Månen kan ikke slet ikke hamle op med min ulv, tænker jeg smilende og kigger hans vej. Fuldmånen drager selvfølgelig heller ikke fordel af dens kamp for at finde huller igennem den massive krone og de overdådigt grønne blade, der pryder Egen Mellem Riger. Men det faktum ændrer ikke min holdning.

    Trods træthed er jeg på vej til min barndomsveninde. Lige siden hun blev optaget som Jernbark-spejder, de efterhånden alt for mange månecyklusser siden, synes jeg i hvert fald, har jeg ikke set meget til hende. Og jeg savner hende.

    Hun ved faktisk ikke, at jeg kommer forbi. Jeg har hørt fra vores fælles ven i Jernbarken, at hun og hendes spejder-makker skulle være kommet hjem fra patrulje i dag. Jeg kan slet ikke vente med at se overraskelsen i min barnsdomsvenindes smukke ansigt, når jeg banker på døren til hendes rodbo. Tanken, og længslen, får mit hjerte til at galopere.

    Men jeg har ikke bare tænkt mig at overraske hende. Jeg har fundet en sovende slør, en af de sjældne, der skinner blidt med dens ravgule glød. Jeg fandt den, imens jeg plejede rødderne og de vissen-sovende, og jeg vil, at min barndomsveninde skal have den. Jeg overvejer at fortælle, hvordan den er næsten ligeså smuk som hende, hvordan svampens glød lyser omgivelserne op, men ikke nær så meget som hendes smil. Jeg afviser indskydelsen, den er for dum. Eller, måske siger jeg det til hende, tænker jeg. Hvis det føles rigtigt.

    Mine fødder er fugtige fra det dugvåde græs, og jeg overvejer, om jeg burde have taget mine støvler på. Jeg kan bare så godt lide at gå barfodet rundt, specielt nu når cyklussen udfolder sin sommer. Min sjælebundne ser ikke ud til at have problemer med våde poter, så hvorfor skulle jeg? Vi er desuden også snart ved roden, hvor min barndomsveninde har sit bo, og mit hjerte sørger for varme helt ned til tæerne.

    Jeg hører grin. Det er hendes. Jeg vil altid kunne genkende den søde musik, selv i den mest tætpakkede lund midt under et gilde, og bare det at høre hendes grin får et spontant smil til gro på mit ansigt.

    Men mit smil visner hurtigt. Jeg kan også høre en andens grin, en mands stemme. Det tvinger mit hamrende hjerte til at springe et slag over, måske endda to. En pludselig bekymring begraver mig som jord, der vejer tungt på et nysået frø, og jeg finder det umuligt at bevæge mine iskolde, våde fødder.

    Min sjælebundne ved, at noget er galt. Han piber, sænker sin snude og rører ved mine hænder, hænder, der fumlende forsøger at gemme den sovende slør i min brune træpasserkåbe, så dens skær ikke forråder os. Vi skal hjem, siger han til mig. Der kan ikke komme noget godt ud af det her.

    Jeg bør høre på ham. Jeg ved det godt. Men jeg kan ikke. Jeg bliver nødt til at vide, hvad der foregår, at vide om min værste frygt har vist sig at være sand. Den frygt, som jeg aldrig rigtig har villet anerkende, men altid har været der, dvælende lige under skovbunden, vi går på. Hvordan kunne jeg tro på det? Det gav aldrig nogen mening, i hvert fald ikke for mig.

    Jeg gemmer mig bag en tornebusk fyldt med modne brombær. Jeg kan tydeligt se min barndomsvenindes afrundede dør herfra. Med endnu et lavt klynk tigger min sjælebundne mig igen om at gå herfra, men jeg siger at han skal tie stille. Måske en anelse hårdere end tiltænkt, det er jeg godt klar over. Især taget i betragtning af, at jeg burde lytte til ham. Men min sammentrukne mave tvinger mig til at blive.

    Fra brombærbusken får jeg øje på min barndomsveninde. Jeg ser hendes smukke, blonde hår dekoreret med fjer. Hun har ryggen til, men er blidt lyst op af alle de agernskårede lanterner, der hænger på siden af den store rod, én for hver af de mange bo både ved siden af og ovenover. Hun har den simple kjole på, den med cyklussens håbefulde forårsfarver, den som jeg altid har elsket at se hende i. Uden for sit eget rodbo stiller min barndomsveninde sig på tæer og slår armene rundt om nogen skjult i skyggen. Grinene holder brat op, præcis som mit hjertes slag.

    Jeg lukker øjnene, tager en dyb indånding, og overvejer mit næste træk. Skal jeg give mig selv til kende og afbryde hvad de har gang i? Nej, det har jeg ingen ret til. Jeg vil så gerne lytte til min sjælebundne, gå vores vej, som han sådan trygler om. Han har altid været mere vis og klogere end jeg. Men min egen krop er uenig med mig. Hvad gør jeg? Hvad kan jeg gøre?

    Lige da åbner mine øjne sig op på vidt gab i takt med den knagende, afrundede dør. Jeg hører lyden af skridt, støvler og små klove på træ, så mere knagen og et lukkende bump. Flere bump hvor bjælken bliver lagt på og spærrer døren indefra. Min krop tør op og jeg begiver mig imod de små, runde vinduer, med enkle, krydsede sprosser, ved siden af rodhulens indgang. 

    Min gang imod boet er helt almindelig, det fortæller jeg i hvert fald mig selv. Og det på trods af, at mine knæ er forfærdeligt bøjede og mit hoved hænger lavt. At skulle nære idéen om, at jeg faktisk sniger mig afsted, vil være en indrømmelse. En indrømmelse af at være noget, som jeg ikke har lyst til. Min sjælebundne følger ikke med mig, for hvad der måske er første gang i vores liv.

    Jeg ankommer til blomsterkasserne, der pynter udenfor vinduerne. Blomsterne selv er visnet for længst. En hurtig tanke passerer; jeg ville have taget mig af dem, hvis bare min barndomsveninde havde spurgt. Den næste tanke trækker mig direkte tilbage til den skammelige situation, som jeg har placeret mig selv i.

    Jeg lyver og tænker, at jeg ikke kan vende om nu. Selvfølgelig kan jeg det, og jeg ved det godt, når jeg kigger tilbage på min sjælebundne og hans skinnende øjne. Gemt i brombærbusken og den dybe nat er mælkebøtterne nu næsten de eneste synlige dele af ham.

    Snak og flere grin indenfor. De dør hen, og jeg tolker det som mit signal. Med rystende knæ rejser jeg mig langsomt op til vinduet. Om jeg er bange for at blive grebet på fersk gerning, midt i min tvivlsomme aktion, eller for hvad jeg kommer til at se, ved jeg ikke. Men bange er jeg. Måske er det lidt af begge dele? Jeg undertrykker mine følelser og fortsætter opad. I samme adstadige tempo.

    Endelig kravler mine øjne sig over karmen. Det første jeg ser, er de hvide skæl på min barndomsvenindes sjælebundne, som har indtaget en rede i vinduet. Hans dovne mave og foldede vinger går op og ned, blokerer for mit udsyn, så jeg bliver nødt til at bevæge mig længere op med alt hvad det indebærer af ekstra risiko for at blive opdaget. Jeg håber, at mit eget måne-farvede hår falder i ét med skællene.

    Det andet jeg lægger mærke til, er en ny sjælebunden, en som jeg ikke rigtig kender til; de tykke, jordfarvede børstehår på en gris, der hviler sig ligesom sin skællede ven. Den ser forfærdelig malplaceret ud der på gulvet i det pæne rodbo, så mit blik begiver sig videre med afsky. 

    Det tager ikke lang tid for min stirren at finde det, jeg gruer noget så frygteligt for, men som jeg alligevel er så underligt fast besluttet på at opdage: Min barndomsveninde og hendes nattegæst står helt tæt sammen ved sengekanten i de levende lys.

    Tiden står stille. Måske er det bare mit åndedræt og mit hjerteslag, som synkront er holdt op. Der er kun dem indenfor, dem og deres læber presset imod hinandens, og jeg herude med stumt mørke rundt omkring os. Jeg prøver desperat at overbevise mig selv om, at det, jeg ser, ikke er virkeligt. Det er på en eller anden måde et puds, der bliver spillet, en illusion. Og det hele foregår bare i mit hoved, men hun rører ved hans bryst nu, han tager hendes kjole af nu-

    Endelig finder jeg en smule fornuft og forsvinder hurtigt ned igen, væk fra synet. Jeg vender rundt og sætter mig med min ryg imod den hårde bark, der udgør boets ene ydervæg. Sporadisk begynder jeg så småt at trække vejret igen, men med stort besvær på grund af smerten. Smerten fra kniven stukket direkte ind i mit hjerte, en smerte så intens, at jeg igen finder mig selv ubevægelig, ej heller er jeg i stand til at sige noget. Jeg søger gennem tårer efter min ulv, min sjælebundne, i håbet om at han ikke har efterladt mig til at dø fra denne sindsyge idé. Men jeg kan ikke finde ham og må i stedet acceptere min skæbne.

    Med lukkede øjne og tårer tavst strømmende ned over kinderne, mærker jeg den kolde, våde snude på mine hænder, der hviler så livløst på såret. Mine mælkebøtter åbner sig igen og mødes af omsorgsfulde tvillinger, mit ansigt af en ru tunge, som slikker tårerne væk. Smerten tynger mig stadig noget så grusomt, men min sjælebundne får mig op på sin pelsede ryg og bærer mig hjem, væk fra hvor det skarpe knivsblad lemlæstede mit hjerte.  

    ***

    Jeg står ved arbejdsbordet, med små, lange rødder fra Egen Mellem Riger hængende ned overalt fra hulens loft. Nogle af dem bevæger sig hen for at røre ved mit ansigt, mit hår, mine skuldre. Jeg vifter dem væk nærmest per refleks, de er bare opportunistiske og jeg er ikke til for dem endnu. Mine tanker er fulde af ingenting og jeg stirrer direkte ind i det, mens mine hænder passivt arbejder med morteren. Jeg fremstiller den pasta af sovende slør, som min gamle læremester har bedt om.

    At hjælpe folk på vej ind i Den Ravgule Søvn, og på den måde bidrage til en vigtig del af Den Store Cyklus, var noget, som jeg plejede at finde både glæde og ære i. Men nu giver jeg ikke arbejdet, eller andet for den sags skyld, særlig meget opmærksomhed. Jeg eksisterer bare og ikke så meget mere. Og jeg lægger nærmest ikke mærke til min sjælebundnes, eller min gamle læremesters, forskellige forsøg på at muntre mig op længere. 

    Det giver et sæt i mig, da hun lander på mit arbejdsbord. Hvor længe jeg har stirret ind i intetheden, ved jeg ikke, men den korte, højlydte tuden fra min lærermesters aldrende ugle er seriøs og bestemt. Det må have været et stykke tid siden nu, siden hun har afbrudt sin lur. Uglen spørger, om jeg ikke har hørt hendes sjælebundne kalde, eller den smertefulde jamren fra de snart-sovende. Jeg undskylder, mens hun niver mig i hænderne med sit næb, hvorefter jeg skynder mig hen til min læremester, som er i fuld gang med ritualet.

    Jeg afleverer den alt for færdige pasta til druiden, og han spørger mig endnu engang, hvorfor jeg virker så underlig og så fraværende. At det efterhånden må være to månecyklusser siden, at de sidst har set mig smile. De er bekymrede for mig, min læremester og hans sjælebundne. Jeg giver ikke rigtigt noget svar. Han virker til at acceptere det. De snart-sovende har brug for hans opmærksomhed og for pastaen.

    Muligheden byder sig og jeg slipper uset væk. Jeg prøver i hvert fald, men føler ikke at jeg kommer ikke langt, før min krop isner igen, som så mange andre gange før.

    Igennem buegangen af flettede, tørre rødder, den som går hele vejen op til overfladen, kommer min barndomsveninde og hendes elsker til syne. Hun griner. Det er det samme grin. Det samme, som hun grinte med på den skrækkelige nat. Hun har kjolen på. Parret ser ikke ud til at have lagt mærke til mig, selvom jeg står her midt i indgangskammeret.

    Deres fnisen hører op. Min barndomsveninde læner sig op ad sin elsker, som en spejling af den scene, der så ubarmhjertigt har belejret mit sind. Jeg ryster på hovedet og niver mig selv i armen. Det giver ikke nogen mening, at de skulle være hernede. Det som mine øjne fortæller mig, det er ikke virkeligt. Og det hele foregår bare i mit hoved, men hun rører ved hans bryst nu, han tager hendes kjole af nu-

    Hvad der endelig tvinger mig væk fra det grusomme syn, er rødderne, der med kraft stikker sig selv ind i min mave. Uden varsel, og uden nogen problemer overhovedet, trænger de  opportunistiske organer fra Egen Mellem Rigerne igennem min træpassers kåbe, der tilbyder næsten lige så lidt beskyttelse som min blege hud. Jeg burde vel have set dem komme. Jeg har trods alt arbejdet i disse vidtstrakte huler længe nok til at vide, hvor farlig Egen Mellem Riger og dens rødder kan være overfor de uopmærksomme.

    Mine forsøg på at komme væk, medfører ingen succes. Rødderne snor sig rundt i mine indvolde helt uvidende om, måske nærmere ligeglade med, smerten, de forvolder. Så jeg kan ikke gøre meget andet end at stå stille og studere dem, mens de borer sig dybere ind i pinslen og udvider indgangssårene med stor entusiasme. En helt frisk krop må være som et festmåltid for dem.

    Et smerteudbrud åbner mine øjne vidt og tapper det sidste luft fra mine lunger. Rødderne har stoppet deres fremmarch, men den mavevridende smerte ændrer sig i takt med at træet påbegynder sit formål: at lede min sjæl fra dette rige og ind i Søvnen.

    Det er måske alligevel det bedste, der kan ske, tænker jeg og kigger på i stilhed, imens rødderne dræner mit ynkelige liv. Følelsen af tomhed strækker sig langsomt fra min mave til mine lår, mit bryst, mine arme, min hals. Det gør ulideligt ondt, men det på trods kan smerten ikke måle sig med, hvad den nat, det grusomme syn, gjorde og har gjort lige siden. 

    Jeg accepterer min skæbne og stritter ikke længere imod. I det mindste finder jeg en smule trøst i, at jeg ikke skal sove alene, men håber stadig, at min sjælebundne ikke bliver pint på samme måde som jeg. Ikke desto mindre overvejer jeg, om min læremester vil kunne undvære noget af den pasta, som jeg lige har lavet, også selvom det er tiltænkt andre. Det vil dulme lidelserne, imens vi svinder væk.

    ***

    Jeg vågner til lyden af regn og næsten nøgne bøgegrene, der trommer på mit rodbos vinduer og ydre bark. Faktisk sov jeg slet ikke, så at vågne er endnu en løgn, jeg fortæller mig selv. En løgn jeg fortæller, fordi jeg burde ikke være lysvågen på denne tid af natten. Men det her er den nye norm og har været det i lang tid efterhånden. Jeg ved ikke om jeg savner det, det at sove. Jeg er bange for den hjemsøgen, der følger med og som undgår mit allerede skrøbelige forsvar.

    Lyn slår ned udenfor og lyser mit bo op i glimt. Den buldrende torden følger efter med det samme. Jeg er ikke stolt af, hvad jeg ser i det flygtige lys; mit bo er beskidt og mit madlager er ved at være tomt. I det mindste har mine bønner og linser kunnet holde sig længe, men selv de er ved at være væk nu. Men det samme er min energi til at gøre noget, hvad som helst faktisk. Hvis ikke for mit arbejde som træpasser, og min sjælebundne, havde jeg nok foretrukket bare at blive her midt i snavset.

    Lysglimtene er heldigvis ovre lige så hurtigt, som de kom, og det takker jeg både Den Ravgule Fader og Den Jordbrune Moder for. Mørket skjuler det, som jeg ikke har lyst til at se. Det meste, i hvert fald, men ikke det hele.

    I søgen efter en smule trøst, griber jeg ud efter min sjælebundnes pels og han slikker halvsovende min pande som svar. Han har lagt sig helt rullet sammen og hans tilstedeværelse i min seng både beroliger mig og hjælper mine tanker væk fra det billede for en stund. Men i næste øjeblik er det selvfølgelig tilbage. Og jeg stirrer igen på loftet, der gemmer sig et sted i mørket. Min sjælebundne er min hovedpude nu. Han har ikke noget imod det.

    Jeg begynder at synge de gamle sange igen i endnu et desperat forsøg på at glemme, men jeg kan ikke give slip. Jeg synger med en næsten lydløs hvisken. Jeg vil ikke vække min sjælebundne og jeg er helt klar over, hvor skrækkeligt jeg lyder, selv når jeg virkelig prøver.

    Selvom de måske ikke passer helt præcist på min situation, så virker den gamle Faeiske lyrik om tabt kærlighed og knuste hjerter til at hjælpe en smule. Endda enkelte af de sange, der omhandler Den Ravgule Søvn, giver mig en smule sindsro og jeg kan mærke, at jeg har brug for alt det, jeg kan finde lige nu.

    Lynene buldrer igen og idet mit rodbo bliver lyst op, ser jeg dem endnu engang. Lige der i mit køkken står de. Deres grin styrter imod mine ører og fylder mig omgående med den velkendte rædsel. De gamle sange beskytter mig ikke længere. De er faktisk fuldstændig forsvundet fra mit hoved.

    Endnu et lyn, endnu et lys i mit bo; jeg ser dem stå, åh, så tæt igen, min barndomsveninde stadig i den smukke kjole i farverne fra cyklussens forår. Jeg forsøger at tale mig selv til fornuft; hvad den vedholdende storm afdækker i mørket er ikke virkeligt. Måske er jeg faldet i søvn? Måske er det simpelthen bare et forfærdeligt mareridt, som udspiller sig foran mit hjerte. Og det hele foregår bare i mit hoved, men hun rører ved hans bryst nu, han tager hendes kjole af nu-

    Med et spjæt sætter jeg mig op og skriger for at få det til at stoppe. Min stakkels sjælebundne vågner med et forskrækket klynk, men han falder hurtigt i søvn igen, da det går op for ham, hvad der endnu engang er hændt. Han tilskynder at jeg slutter mig til ham. Jeg siger, at jeg ikke kan. Ikke lige nu, i hvert fald, ikke efter hvad jeg lige har set. Jeg ved ikke hvordan.

    Endnu en buldren, endnu et lyn. Det afslører en smadret vase, som plejede at stå på mit sengebord. Jeg må have væltet den, men jeg kan ikke huske hvornår eller hvordan. De tørre blomster ligger iblandt leret nede på gulvet.

    Det hårde lys falder igen og igen ind og ud af mit rodbo. Jeg kravler hen og samler et stykke af den ødelagte vase op. Lysglimtene gør det besværligt at se lerets detaljer, men de kan ikke forhindre mig i at føle vægten. Jeg undrer mig over, at et så lille stykke kan være så tungt. Og skarpt. Jeg knytter min næve omkring det og lidt efter kan jeg føle den linde strøm ned af min underarm. Smerten er forsvindende lille, når man sammenligner med den i mit bryst og kramperne i min mave. Med ét planter en skræmmende idé sig og jeg er ikke i stand til at stoppe den fra at slå rødder. Om ikke andet, så formår idéen at erstatte den scene, som lynene så ubarmhjertigt afslørede.

    Lidt efter ligger jeg mig endelig ned igen med en stønnen, mit hoved hvilende på min sjælebundnes regelmæssigt opstigende og dalende bryst. Tordenen udenfor er pludselig holdt op, og det altopslugende mørke har igen erobret mit bo. Det betyder også, at jeg ikke kan se strømmene af blod, der løber ned i mine hænder. Men jeg kan mærke dem; floderne ender i mine håndflader, inden pølene hurtigt flyder over og gennemvæder min seng. 

    En underlig følelse af salighed skubber smerten væk imens jeg gør mig klar. Klar til at forsvinde ud i den mørke intethed, som holder min stirren fange. Jeg funderer over, hvor underligt det er, at man kan hjælpe så mange andre ind i Den Ravgule Søvn, og så skal man ikke selv på rejsen. Mit rodbo er måske nok en del af Egen Mellem Verdener, men disse kæmpe rødder er ikke de samme som dem, der skal lede os til der, hvor Den Ravgule Fader regerer.

    Jeg burde være bange, men det er jeg ikke. Jeg burde skamme mig, men det gør jeg ikke. Mit eneste håb er, at min sjælebundne vil tilgive mig. Han lægger dog stadig bare her og trækker vejret roligt, så jeg tror, at han er med mig i denne sidste beslutning.

    Jeg lukker mine øjne og falder endelig i søvn, en fuldstændig mørk søvn, men også en, som ikke længere er hjemsøgt.

    ***

    Jeg spejder efter min sjælebundne og forsøger at undvige vandpytterne fra den smeltende sne. Han er tæt ved i skoven et sted, jeg kan mærke ham, men jeg er bare ikke helt sikker på hvor.

    Det har, på flere måder end normalt, været nogle rædselsfulde måneder; cyklussens vinter var hård og kold, og sneen faldt højere end noget Faefolk. Det har også betydet, at min sjælebundne ikke har kunnet gå på jagt. Som folkefærd er vi måske ikke glade for jagt, men en ulv har visse instinkter, så det bliver tolereret i stilhed. Og det faktum at jeg nærmest ikke kan følge med ham nu, fortæller mig, hvor ivrig han er.

    I det mindste kan jeg få en gåtur, mens han jagter hvad end bytte, han har fået sine øjne på. At gå en tur er godt for sjælen, som min gamle læremester altid siger. Jeg vil gerne tro ham, det vil jeg virkelig, og både Den Ravgule Fader og Den Jordbrune Moder ved, hvor desperat jeg er efter noget godt i mit liv. 

    Jeg klatrer over et fyrretræ, der er gået i forrådnelse, og tænker over problemet med at gå en tur; når du gør det alene, lader du dit sind frit for at vandre væk til steder, du ikke kender og ikke havde planlagt. Men jeg kender allerede godt destinationen. Og jeg kan ikke lide det, når mine tanker vandrer dertil.

    Men jeg kan ikke gøre for det.

    Når jeg kigger op, kan jeg endnu se undersiden af Egen Mellem Rigersa nøgne krone, hvis jeg skulle være bange for, om vi er gået for langt.

    Mine tanker falder i en lidt overraskende retning, til en samtale, som jeg havde for et par dage siden med min barndomsveninde. En af de få, vi har haft siden den nat. Vi stødte tilfældigvis på hinanden, netop som hun skulle ud på rekognoscering. Hun havde travlt, så samtalen var kortere, end jeg havde håbet. Men det var måske godt det samme. Jeg havde ikke haft tiden til at sige alle de ting, som jeg gerne ville.

    Hun var faktisk den, som overraskede mig. Hvis jeg havde set hende først, er jeg ikke engang sikker på, om jeg ville have sagt noget. Måske undgår jeg hende endda bevidst i øjeblikket. Det er nok nærmere sandheden.

    Men min barndomsveninde overrumplede mig helt, som om intet var hændt os imellem. Hun fortalte at de savnede os, hende og hendes firben. Jeg havde været nødt til at minde mig selv om, at jeg ikke skulle lægge for meget i det, selvom det var svært. Og hun havde jo heller ikke behov for at kende mine tanker. Hun undskyldte sig selv med at være travlt optaget, hvilket var rigtigt; Jernbarkens spejdere kunne være væk i flere månecyklusser ad gangen, specielt lige nu. 

    Når jeg tænker tilbage, tror jeg faktisk ikke, at jeg fik sagt særlig meget. For det meste stod jeg der bare og nikkede, længtes. Og mit farvel var næsten uden lyd, da de vendte rundt og tog afsted. Ifølge min sjælebundne, havde jeg bagefter ikke gjort andet end at stå og kigge på dem skynde sig væk.

    Jeg føler et pludseligt KNÆK, hvilket fluks tager mig tilbage til den våde skov. Med fingrene mærker jeg efter på mine usædvanligt lange hjørnetænder og smager blod i min mund, som ikke er der. De metalliske smage fortæller mig, at min ulvs jagt var succesfuld, en lille smule til min ærgrelse, men sådan må tingene nu engang være.

    Jeg gennemsøger skovbunden efter noget, som kan tage den her ulækre, nærmest tørre, smag væk. Uden held forsøger jeg med noget af den smeltende sne efter at have fjernet det værste jord og snavs. Sneens egenskaber viser sig mangelfulde. I det mindste er min sjælebundne snart tilbage. Så kan vi komme hjem til vores bo i rødderne. Gåturen hjælper alligevel ikke rigtig på mit vandrende sind.

    I samme øjeblik tænker jeg på min barndomsveninde igen; givet at hun er i begyndelse af sin patrulje, burde hun ikke være langt væk og jeg spekulerer på om hun måske endda er i nærheden. En del af mig håber, at hun er, men jeg prøver at bevidst at sige nej til mig selv. Hendes spejder-partner vil også være der sammen med hende. Konflikten indeni er udmattende og mens jeg følger et dyrespor i skovbunden, ønsker jeg at det hele bare vil ende. Gerne før end senere.

    Jeg er lige ved at falde, da jeg, lettere distræt, forsøger at hoppe over endnu en falden træstamme, denne gang en birk. Jeg finder godt nok hurtigt min balance igen, men i det jeg ser op for at gå videre, fryser mine knogler endnu engang til is og det er ikke på grund af den kølige vind.

     Det er dem. Igen. Min barndomsveninde og hendes spejder-partner, hendes elsker, og deres to sjælebundne. De har endnu ikke set mig, som de kommer gående og svævende der mellem træerne. Så var de endog meget tæt på.

    Nu er parret næsten lige foran mig og har på en eller anden måde ikke opdaget at jeg står her. Deres grin er som tortur i mine ører og det samme er synet for mine øjne. Den håbefulde kjole forlader jorden, da min barndomsveninde stiller sig op på sine tæer og slår armene omkring sin partners og elskers hals. Det er her, at jeg lukker af for min sanser.

    Øjnene åbner igen, men parret er desværre ikke forsvundet. Jeg fortæller mig selv, at det ikke giver nogen mening, at de burde have set mig nu. Og alligevel vil de ikke holde op med deres frygtelig følsomme kys. Måske er de godt klar over, at jeg er her.

    Nej, det kan ikke være sandt. 

    Mit sind trygler mig om at gøre, hvad jeg ustandseligt fejler, ligesom jeg fejler alt andet i mit liv; det trygler om at blive overbevist. Det har desperat brug for at blive fortalt, at vores egne øjne ikke kan stoles på. Så jeg prøver, omend ikke med mere end et halvt hjerte, et træt hjerte. Hvad jeg kigger på er ikke virkeligt. Og det hele foregår bare i mit hoved, men hun rører ved hans bryst nu, han tager hendes kjole af nu- 

    En dødelig hvislen, tre af dem. Pilene flyver hurtigt igennem den kolde luft i cyklussens tidlige forår. Jeg opdager dem nærmest ikke, før de har gennemboret min kåbe. Pilehovederne rejser videre uden problemer og prikker til min tykke, mørkegrønne kappe, flettet af et enkelt blad fra Egen Mellem Riger, på den anden side: To pile til lungerne, én til min mave. Jeg falder ned på knæ. Ude af stand til at trække vejret, kramper min mave sig sammen på sygelig vis og mit hjerte gør ondt. Underligt. Var der ikke kun tre pile?

    Jeg har ikke mange andre tanker, her i mine sidste øjeblikke, ikke engang hvem der ville os til livs. Smerten, som jeg har følt siden den forgangne cyklus’ sommer, har været ulidelig, så jeg burde takke ham eller hende og deres præcise pile. Jeg ville bare ønske, at min sjælebundne var her. For tryghedens skyld, intet andet. Men jeg kan ikke få alt, hvad jeg gerne vil have. Eller noget som helst, for den sags skyld. 

    Parret er væk og det er rart at vide, at smerten om kort tid vil være ligeså. Jeg lægger mig ned i den våde skovbund og afventer på min sidste, hvæsende vejrtrækning. Afventer at alt vil forsvinde.

    ***

    Mine tæer forsøger at gribe om det grønne græs, og jeg er ret sikker på, at jeg plejede at kunne lide farven på de utallige strå. Solene varmer mine bare fødder, og en lille smule af mine ben. Jeg sidder her i skyggen af en bøg ved Rodstræk sø. Det er ikke mange tanker, der trænger sig på. Min hage begraver sig i mine arme, armene krydset ovenpå mine knæ. Vandet står helt stille i modsætning til de mange Faefolk, der rejser frem og tilbage over den kæmpe rod, som så nydeligt bygger bro mellem de to bredder, før den forsvinder tilbage i jorden på begge sider. Fra den her afstand minder de om myrer på vej til og fra deres tue. Myrer, som arbejder så utrætteligt på en dag, de nok ville kalde smuk her i cyklussens nye sommer. 

    Men jeg ser ikke det smukke ved dagen. Jeg er i tvivl om, jeg overhovedet er klar over, hvad der er smukt længere og hvad der ikke er. Det hele kunne ligeså godt være trøstesløst, fugtigt og koldt. Jeg er ligeglad.

    Min sjælebundne er derimod af en anden overbevisning og lægger lystigt i det varme sollys ved siden af mig med maven op og tungen ud. Jeg værdsætter hans fjolleri og forsøg på at muntre mig op, men det virker bare ikke. Hans forsøg har ikke virket i lang tid, hvis nogensinde. Det er der ikke noget, som har.

    Jeg bliver i tvivl om, hvorfor vi overhovedet har valgt at sætte os her ved søen. Det plejede at være vores yndlingssted, min barndomsveninde og mit. Vi kunne lege med vores sjælebundne her i timevis eller bare ligge hoved-mod-hoved i græsset og se op på Egen Mellem Rigers storslåede og frodige krone, der strakte sig så vidt og bredt. Måske følge solene blive jagtet af månen. Vores første kys. Vi var så unge, at vi knap nok vidste, hvad kærlighed var.

    En enkelt gang så vi endda dansende lys på den mørke, glitrende himmel. Det vil aldrig ske igen. Jeg har ingen lyst til hverken at opsøge nattelysene eller bare at opleve dem nu. Hvad gjorde dem så specielle, var, at jeg så dem med hende. Bare os fire og ingen andre. Min barndomsveninde, min ulv og hendes firben, grinende og dansende sammen med farverne i natten. Sidst jeg snakkede med min barndomsveninde, inviterede hun os til sit bryllup når cyklussens vinter skal fejres. Nu vil hun nok hellere have sin kommende mand med ud og opleve lysene, ham i stedet for mig. Og stadig danse ligeså lykkeligt, måske endda mere.

    Jeg vil gerne have, at hun er lykkelig, tænker jeg uden at tage mine øjne væk fra den dødsstille sø. Men jeg ønsker også, at jeg selv en dag oplever glæde igen. Jeg forsøger at huske den sidste gang, hvor jeg følte mig rigtig glad; var det virkelig næsten en hel cyklus siden, da vi ville give hende den sovende slør, der lyste så flot? Jeg kan egentlig ikke forstå det, men samtidig giver det også rigtig god mening. Jeg har lyst til at græde bare ved tanken, men jeg har heller ingen held med tårerne. Det kan også være ligemeget.

    Jeg spørger min sjælebundne, hvad jeg skal gøre. Han svarer med en snorken og ændrer knap nok sin liggestilling, kun lidt for at fange de varmende sole bedre. Jeg bebrejder ham ikke. Jeg kan ikke være nogen nem sjælebunden, og alle forslagene, som han er kommet med indtil videre, har enten ikke virket eller også har jeg ikke haft viljen til at prøve dem. Jeg indrømmer desværre, at det ofte har været på grund af sidstnævnte. Jeg ville også ignorere mig, efter at være blevet stillet det samme spørgsmål igen og igen, uden at der blev lyttet til min hjælp.

    Jeg får en idé. At “få” den er måske så meget sagt, da det ikke er første gang, at idéen strejfer mig, men jeg har aldrig sagt den højt. Jeg spørger min sjælebundne, hvad han synes om at drage ud i verden, den verden udenfor Egen Mellem Rigerne. Det ville bare være ham og jeg. Jeg ved godt, at det er helt uhørt for én af Faefolket at forlade vores Træer Mellem Riger, af egen fri vilje i hvert fald, men jeg spørger alligevel.

    Den store ulv sætter sig op og kigger på mig med sine mælkebøtter fulde af bekymring. Jeg svarer ham, at jeg ved, det er drastisk og at det bare er en idé, ikke en beslutning. Vi er bundne på vores sjæle og jeg vil aldrig tage ham hen, hvor han ikke har lyst. Men nu hvor idéen har forplantet sig i mit hoved, kan jeg mærke at den bliver svær at rykke op, dens rødder når allerede dybt ned i mig. Det fortæller jeg ikke min ulv, men jeg tror, at han allerede ved det. Det gør han som regel.

    Svaret kommer uden megen tøven, og han presser sit store, pelsede hoved imod mit. Jeg er taknemlig og lover ham, at det ikke vil blive for evigt, skulle vi overhovedet tage afsted. Men jeg tilføjer også, at vi ikke skal forhaste os. Heldet kunne måske stadig tilsmile os med lidt håb. Jeg siger det mest for at berolige ham, for jeg tror ikke på det selv.

    Jeg overvejer, hvordan håbet skulle kunne vende tilbage til sådan én som jeg og begraver igen min hage i mine arme og ben. I det samme trækkes min opmærksomhed væk fra det stille vand og cyklussens sommervarme.

    Mit hjerte begynder at banke hurtigere og hurtigere, og mit åndedræt bliver mere sporadisk. Jeg ser dem, lige der på græsset ved vandkanten. De er vævet sammen, han liggende på det grønne græs og hun stadig i kjolen med de lidt lysere farver. Den kjole, der hjemsøger mig så grusomt.

    Jeg hører min barndomsvenindes grin og ved, hvad der skal til at ske. Jeg kender det kun alt for godt og kigger ikke engang væk. Jeg kommer til at se deres kys uanset hvad, uanset hvad jeg fortæller mig selv, fortæller mit udmattede hjerte. Jeg burde vide at det ikke finder sted, det er ikke virkeligt. Og det hele foregår bare i mit hoved, men hun rører ved hans bryst nu, han tager hendes kjole af nu.

    Sæt mig fri.

    En ensom tåre finder endelig sin vej, da jeg lukker mine øjne og gør mig klar til at dø.


    De Glemte Arkiver:

  • At Dø Tusinde Gange (Arkiveret #1)

    v.1.2.0

    Jeg tager en omvej hjem med min sjælebundne. Det er sent om natten, men den sommercyklussens milde brise gør gåturen skøn. Der er ikke andre Fae-folk omkring, så det er kun mig, min sjælebundne og fuldmånen, der titter frem udenfor verdensegens massive krone; de sidstnævntes hvide farver, henholdsvis pels og sten, udkæmper en underbevidst kamp om, hvem der kan skinne mest. Månen kan ikke slet ikke måle sig med min ulv, tænker jeg og smiler, imens jeg kigger hans vej.

    Selvom at jeg er træt, er jeg på vej forbi min barndomsveninde. Lige siden hun blev optaget som skovrider i Jernbarke-korpset, de efterhånden alt for mange cyklusser siden, har jeg ikke set særlig meget til hende. Og jeg savner hende med hele mit hjerte.

    Hun ved faktisk ikke, at jeg er på vej. Jeg har hørt fra vores fælles ven i Jernbarkerne, at hun og hendes skovridermakker skulle være kommet hjem i dag. Jeg kan slet ikke vente med at se min barnsdomsvenindes smukke overraskelse, når jeg banker på hendes rodhules dør. Mit hjerte begynder at galopere bare ved tanken.

    Men jeg har ikke bare tænkt mig at overraske hende. Jeg fandt en sovende slør, en af de sjældne, der blidt skinner med dens ravgule glød. Jeg fandt den, imens jeg plejede rødderne omkring de gamle sovende, og jeg vil, at min ven skal have den. Jeg overvejer at fortælle hende, hvordan den er næsten ligeså smuk som hende, hvordan svampens glød lyser omgivelserne op, næsten ligeså meget som hende. Men jeg afviser tanken, det er for tosset. Eller, måske siger jeg det til hende. Hvis det føles rigtigt.

    Mine fødder er kolde og fugtige af det dugvåde græs, og jeg overvejer, om jeg burde have taget mine støvler på. Jeg kan bare så godt lide at gå barfodet rundt, specielt nu under sommerens cyklus. Min sjælebundne ser ikke ud til at have problemer med at hans poter bliver våde. Vi er desuden også snart ved verdensegens store rod, hvor min barndomsveninde har sin rodhule og mit hjertes hamren modvirker kulden i mine tæer.

    Jeg hører grin. Det er hendes. Jeg vil altid kunne finde den søde musik selv i en tætpakket lund midt under et gilde. Bare det at høre hendes grin gør, at et spontant smil gror på mit ansigt.

    Men mit smil visner hurtigt igen. Jeg kan høre en andens grin, en mands stemme. Det tvinger mit hamrende hjerte til at stoppe op. En pludselig bekymring skyller over mig og jeg finder det umuligt at bevæge min kolde, dugvåde fødder.

    Min sjælebundne ved at noget er galt. Han piber i det, at han sænker sin våde næse og rører ved min hånd, som stadigvæk holder den sovende slør; han vil have, at vi går hjem. Der kan ikke komme noget godt ud af det forestående.

    Jeg bør høre på ham. Jeg ved det godt. Men jeg kan ikke. Jeg bliver nødt til at vide, hvad der foregår, at vide om min værste frygt har vist sig at være sand. Den frygt, som jeg aldrig rigtig har villet anerkende, men som altid har været der, altid ligget lige under overfladen. Hvordan kunne jeg tro på det? Det gav aldrig nogen mening, i hvert fald ikke for mig.

    Jeg gemmer mig bag en tornebusk fyldt med modne brombær. Jeg kan tydeligt se min barndomsvenindes afrundede dør herfra. Med et lavt klynk tigger min sjælebundne mig om at gå, men jeg siger at han skal være stille. Det lød måske en anelse hårdere end tiltænkt, det er jeg godt klar over. Især taget i betragtning af, at jeg burde lytte til ham. Men min sammentrukne mave tvinger mig til at blive og se.

    Fra brombærbusken ser jeg min barndomsveninde. Jeg ser hendes smukke, blonde hår dekoreret med fjer. Hun har ryggen til, men er blidt lyst op af lanternen, skåret ud af et agern, der hænger på siden af den store rod. Hun har den simple kjole på, den med Forårcyklussens farver, den som jeg altid har elsket at se hende i. Hun står på tæer med armene rundt om nogen i skyggerne. Grinene er holdt op, præcis som mit hjertes slag.

    Jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding, i det jeg overvejer mit næste træk. Skal jeg give mig selv til kende og afbryde hvad de har gang i? Nej, det har jeg ingen ret til. Jeg vil så gerne lytte til min sjælebundne, han har altid været mere vis og klogere end jeg. Men jeg er ikke i stand til at bevæge min krop. Hvad gør jeg? Hvad kan jeg gøre?

    Lige da, et klik, og mine øjne åbner sig vidt op ligesom den afrundede dør. Jeg hører lyden af skridt, støvler og små klove på træ, så endnu et klik. Min krop tør op og jeg begiver mig imod de små, runde vinduer, med enkle, krydsede sprosser, ved siden af rodhulens indgang. Og på trods af at jeg fortæller mig selv, at jeg bare går almindeligt, så er mine knæ forfærdeligt bøjede og mit hoved hænger lavt. Men at skulle underholde idéen om, at jeg faktisk sniger mig afsted, vil betyde at jeg indrømmer at være en person, som jeg ikke har lyst til. Min sjælebundne følger ikke med for, hvad der måske er første gang i vores liv. 

    Jeg ankommer til blomsterkasserne, der pynter udenfor vinduerne. Blomsterne selv er visnet for længst. Jeg når at tænke en hurtig tanke, om hvordan jeg ville have taget mig af dem, hvis bare en barndomsven havde spurgt. Den næste tanke bringer mig direkte tilbage til den skrækkelige situation, som jeg har fået placeret mig selv i.

    Jeg lyver for mig selv og tænker, at jeg ikke kan vende om nu. Selvfølgelig kan jeg det, og jeg ved det godt, i det jeg kigger tilbage på min sjælebundne og hans skinnende, mælkebøtte-øjne. Der imellem brombærbusken og den faldende nat, er de nu de eneste synlige dele af ham.

    Snakken og grinene indenfor dør hen og jeg tager det som mit signal; jeg rejser mig langsomt op med rystende knæ, op til vinduerne. Om jeg er bange for at blive grebet på fersk gerning midt i min tvivlsomme aktion eller er bange for, hvad jeg kommer til at se, ved jeg ikke. Måske er det lidt af begge? Men jeg undertrykker mine bange anelser og fortsætter opad. Endnu i langsomt tempo.

    Endelig kravler mine øjne sig op over karmen. Det første jeg ser, er de hvide skæl på min barndomsvenindes sjælebundne, som har indtaget en rede i vinduet. Hans dovne mave bevæger sig op og ned, og blokerer for mit udsyn, så jeg bliver nødt til at bevæge mig længere op med alt hvad det indebærer af ekstra risici for at blive opdaget. Jeg håber, at mit eget måne-hvide hår falder i med skællene.

    Det andet jeg lægger mærke til, er en anden sjælebundne, en ny som jeg ikke rigtig kender til; tykke, brune børstehår på en gris, der også hviler sig som sin skællede ven. Jeg synes at den ser forfærdelig malplaceret ud der på gulvet i det ellers så pæne rodbo, så mine øjne begiver sig videre efter et sidste kig fyldt med afsky. 

    Det tager ikke lang tid for min egne mælkebøtte-øjne at finde det, jeg gruer noget så frygteligt for, men som jeg alligevel er underligt og fast besluttet på at opdage; min barndomsveninde og hendes nattegæst står tæt sammen ved sengekanten i de charmerende, levende lys.

    Tiden står stille. Eller måske er det bare mit åndedræt og hjerteslag, som begge er holdt op. Der er kun dem og jeg, dem og deres læber presset imod hinandens, med stumt mørke rundt omkring os. Jeg prøver desperat at overbevise mig selv om, at det jeg ser ikke er virkelig. Og at det på en eller anden måde er et puds, der bliver spillet, en illusion. Og at det hele foregår i mit hoved, men hun rører ved hans bryst nu, han tager hendes kjole af nu-

    Jeg finder endelig en form for fornuft og forsvinder hurtigt ned igen, væk fra synet. Jeg sætter mig med min ryg imod rodens bark, den side der udgør boets ene væg. Mit åndedrag er så småt begyndt igen, omend det er tungt fra kniven, som er blevet stukket direkte ind i mit hjerte. Smerten er så intens, at jeg endnu engang ikke kan bevæge mig, ej heller er jeg i stand til at sige noget. Jeg spejder gennem tårer efter min ulv, min sjælebundne, i håbet om at han ikke efterlod mig til at dø fra denne sindsyge idé. Men jeg er ikke i stand til at finde ham og må i stedet acceptere min skæbne.

    Med lukkede øjne og tårer tavst strømmende ned over mine kinder, mærker jeg den kolde, våde snude og bløde pels på mine hænder, der livløst hviler sig på såret. Da jeg åbner dem, mødes de med omsorgsfulde mølkebøtte-tvillinger og en ru tunge, som slikker tårerne væk. Smerten tynger mig stadig noget så grusomt, men min sjælebundne formår at få mig op på sin ryg, så han kan bære mig hjem, væk fra hvor det skarpe knivsblad lemlæstede mit hjerte.  

    ***

    Jeg står ved arbejdsbordet, rødder hængende ned overalt fra hulens loft. Nogle af dem bevæger sig selv hen for at røre ved mit ansigt, men jeg er ligeglad. Jeg stirrer bare ind i ingenting, mine hænder arbejder passivt med morteren, så jeg kan fremstille den sovende slør-puŕe, som min læremester har bedt om.

    Jeg plejede at kunne lide at hjælpe folk med at finde vej ind i den ravgule søvn, men på det sidste har jeg brugt det meste af min tid på ikke at gøre noget. Jeg kan ikke engang finde glæde i min læremesters, eller min sjælebundnes, for den sags skyld, forsøg på at muntre mig op. 

    Det giver et sæt i mig, da min læremesters sjælebundne lander på mit arbejdsbord. Jeg ved ikke hvor længe, at jeg har stirret ind i intetheden på, men den gamle ugles kurren spørger, om jeg ikke har hørt hendes sjælebundnes kald, eller nogle af de snart-sovende, der jamrer i smerte efter puréen. Jeg undskylder mens hun niver i mine hænder med sit næb og skynder mig hen til min læremester, som er i fuld gang med ritualet.

    Jeg afleverer den alt for færdige puré til druiden, og han spørger mig endnu engang, hvorfor jeg agerer så underligt? At det efterhånden har stået på over de sidste to månecyklusser og at de er bekymrede for mig, ham og hans sjælebundne. Jeg giver ikke rigtigt noget svar. Min læremester virker til at acceptere det. De snart-sovende har brug for hans opmærksomhed.

    Jeg udnytter muligheden og slipper uset væk. Eller jeg prøver, men jeg kommer ikke langt før min krop igen fryser til is, ligesom så mange andre gange.

    Igennem buegangen af tørrede rødder, den som går hele vejen op til overfladen, kommer min barndomsveninde og hendes elsker til syne. Hun griner. Det er det samme grin. Det samme, som hun grinte med på den skrækkelige nat. Parret ser ikke ud til at have lagt mærke til mig, som jeg står her midt i indgangskammeret.

    Deres fnisen hører op; min barndomsveninde læner nu sig op ad sin elsker, som en spejling af den scene, som har erobret mit sind. Jeg ryster mit hoved og niver mig selv i armen. Måske er jeg faldet i søvn og det simpelthen bare er et forfærdeligt mareridt, som udspiller sig foran mig. At det slet ikke sker og at det ikke er sandt. Og at det hele foregår i mit hoved, men hun rører ved hans bryst nu, han tager hendes kjole af nu-

    Hvad der faktisk tvinger mig væk fra det grusomme syn er spyddet, som stikker direkte igennem min mave og indvolde. Uden varsel, og uden problemer overhovedet, gennemborede det min træpasser-robe, der tilbød så forsvindende lidt beskyttelse.

    Jeg står helt stille, mens jeg undersøger spydspidsen, der stadig stikker ud og gennemvæder det brune tekstil, hvorved det bliver så utrolig mørkt. Jeg har ingen idé om, hvis spyd det er, men det betyder heller ikke noget. Jeg står ubevægelig og kan ej heller få sagt et ord, eller nogen lyd i det hele taget. Det er bare mig, helt alene lige der i midten af kammeret. Ikke engang rødderne kommer efter mig, men de må være lige på trapperne. En helt frisk og ny en som mig må være et rent festmåltid for dem.

    Det kunne også være det samme; der er ikke noget, der kan hjælpe imod den fortvivlende smerte, spyddet har efterladt i min mave ved synet af den scene. Så jeg accepterer min skæbne og forbereder mig på at rødderne leder mig ind i den ravgule søvn, med mit fossende blod til at lede vejen. Måske skulle jeg spørge min læremester om noget af den puré, som jeg lige har lavet. Det burde hjælpe med mine lidelser mens jeg glider bort.

    ***

    Jeg vågner til lyden af regn og bladløse grene, der trommer på vinduer og vægge på mit rodbo. Faktisk sov jeg slet ikke, så at vågne er en løgn, jeg fortæller mig selv. En løgn jeg fortæller, fordi jeg burde sove dybt på denne tid af natten. Men det her er den nye norm og har været det i lang tid efterhånden. Jeg ved ikke om jeg savner det, søvnen. Jeg er faktisk mere eller mindre ligeglad.

    Lyn skralder udenfor og lyser mit bo op i et lille øjeblik. Den buldrende torden følger efter nærmest med det samme. Jeg er ikke stolt af, hvad jeg ser i det flygtige lys; mit bo er beskidt og mit madlager er ved at være tomt. Men det samme er min energi til at gøre noget, hvad som helst faktisk. I det mindste kan mine bønner og linser holde sig længe. Hvis det ikke havde været på grund af mit arbejde som træpasser og min sjælebundne, havde jeg nok foretrukket bare at blive her midt i snavset.

    Lysglimtet er heldigvis ovre lige så hurtigt, som det kom. Jeg takker Den Ravgule Fader og Den Jordbrune Moder for det. Mørket gemmer det meste, som jeg ikke har lyst til at se.

    Min halvsovende sjælebundne slikker min pande mens jeg griber ud efter hans pels i søgen efter bare lidt trøst. Han har lagt sig helt rullet sammen og hans tilstedeværelse i min seng både beroliger mig og hjælper mine tanker væk fra det billede, omend kun for en stund. Men i næste øjeblik er det selvfølgelig tilbage. Og jeg er tilbage til at stirre op på loftet, der gemmer sig et sted i mørket. Denne gang er min sjælebundne min hovedpude. Han har ikke noget imod det.

    Endnu et forsøg på at fjerne netop den scene fra mit hoved; jeg begynder igen at synge de gamle sange. Jeg synger med en næsten lydløs hvisken. Jeg vil ikke vække min sjælebundne og jeg er helt klar over, hvor skrækkeligt jeg egentlig er til at synge, selv når jeg virkelig prøver.

    Og selvom de måske ikke passer helt præcist på min situation, så virker de gamle Faeiske tekster om tabt kærlighed og knuste hjerter til at hjælpe på en eller anden måde. Selv dem om Den Ravgule Søvn giver mig en smule sindsro og jeg kan mærke, at jeg har brug for alt det, som jeg kan finde lige nu.

    Lynene buldrer igen. Mit rodbo bliver lyst op og jeg ser dem. Lige der i mit køkken. Deres grin styrter imod mine ører og fylder mig med det samme med gru. De gamle sange hjælper mig ikke længere. De er faktisk fuldstændig forsvundet fra mine tanker.

    Endnu et lyn, endnu et lys i mit bo; jeg ser dem stå åh så tæt igen, min barndomsveninde stadig i den smukke grønne kjole. Jeg forsøger at tale mig selv til fornuft. Hvad den vedholdende storm afdækker i mørket er ikke rigtigt. Jeg fortæller mig selv, at det ikke kan være virkeligt. Og at det hele foregår i mit hoved, men hun rører ved hans bryst nu, han tager hendes kjole af nu-

    Jeg sætter mig op med et spjæt og skriger for at få det til at stoppe. Min stakkels sjælebundne vågner med et sæt og et klynk, men han falder hurtigt i søvn igen, da det går op fra, hvad der endnu engang er foregået. Han tilskynder at jeg slutter mig til ham. Jeg siger, at jeg ikke kan. Ikke lige nu, i hvert fald, ikke efter hvad jeg lige har set. Jeg ved ikke hvordan.

    Endnu en buldren, endnu et lyn, der afslører en smadret vase, som plejede at stå på mit sengebord. Jeg må have væltet den, men jeg kan ikke huske hvornår eller hvordan. De tørre blomster ligger i blandt stykkerne på gulvet.

    De hårde lysglimt falder ind og ud af mit rodbo og jeg samler et stykke af den ødelagte vase op. Mørket skjuler det simple ler-stykkes udseende, men det kan ikke forhindre mig i at føle dets vægt. Jeg undrer mig over, hvor underligt det er, at et så lille stykke alligevel kan være så tungt. Og skarp. Jeg klemmer min næve omkring det og lidt efter kan jeg føle den linde strøm ned af min underarm. Smerten er ingenting hvis man sammenligner med den i mit bryst og kramperne i min mave. Med ét får jeg en skrækkelig idé og jeg er ikke i stand til at kaste den væk igen. Om ikke andet, så formår den at afløse den scene, som lynene så ubarmhjertigt afslørede, også selvom det kun er for et lille øjeblik.

    Lidt efter ligger jeg mig endelig ned igen med en stønnen, mit hoved hvilende på min sjælebundnes regelmæssigt opstigende og dalende bryst. Tordenen udenfor er holdt op, og altopslugende mørke har igen taget over mit rodbo. Det betyder også, at jeg ikke kan se strømmene af blod, der flyder ned i mine hænder. Men jeg kan mærke dem; floderne ender i pøle i mine håndflader, inden de hurtigt flyder over og væder min seng. 

    En følelse af salighed skubber smerten væk i det jeg gør mig klar. Det kan godt være, at mit rodbo er en del af Egen-mellem-verdeners kæmpe rødder, men de er anderledes end dem, der skal tage os til Den Ravgule Søvn. Mit eneste håb er, at min sjælebundne vil tilgive mig. Men han lægger stadig bare der og trækker vejret roligt, så jeg tror at han er med mig i denne sidste beslutning.

    Jeg lukker mine øjne og glider endelig ind i søvnen, en søvn, som ikke længere er hjemsøgt.

    ***

    Jeg spejder efter min sjælebundne og forsøger at undvige at træde i vandpytterne fra den smeltende sne. Han er et sted tæt ved i skoven, men jeg er bare ikke helt sikker på hvor.

    Det har, på flere måder end normalt, været nogle hårde måneder; vinterens cyklus var hård, kold og sneen faldt højere end nogen af Fae-folket. Det har også betydet, at min sjælebundne ikke har kunnet gå på jagt. Vi er generelt ikke glade for jagt, men en ulv har visse instinkter, så det er selvfølgelig altid blevet tolereret i stilhed. Og det faktum at jeg nærmest ikke kan følge med ham nu, fortæller mig, hvor ivrig han er.

    I det mindste kan jeg få en gåtur ud af det, mens han jagter hvad end bytte, som han har fået sine øjne på. At gå en tur er godt for sjælen, som min læremester altid siger. Jeg vil gerne tro ham, virkelig, og både Den Ravgule Fader og Den Jordbrune Moder burde vide, hvor desperat jeg er efter noget godt i mit liv. 

    Jeg klatrer over et bøgetræ, der er gået i forrådnelse, og tænker over problemet med at gå en tur; når du gør det alene, lader du dit sind frit for at vandre væk i en helt anden retning, end hvor du var på vej hen. Og jeg kan ikke lide det, når mine tanker vandrer væk, for jeg kender allerede destinationen.

    Men jeg kan ikke gøre for det.

    Når jeg kigger op, kan jeg endnu se undersiden af Egen-mellem-verdeners krone, hvis jeg skulle være bange for, om vi havde gået for langt.

    Mine tanker falder i en lidt overraskende retning, til en samtale, som jeg havde for et par dage siden med min barndomsveninde. En af de få, vi har haft siden den nat. Vi stødte tilfældigvis på hinanden, netop som hun skulle ud på patrulje. Hun og hendes øgle-sjælebundne havde travlt, så samtalen var kortere end jeg havde håbet. Men det var måske godt det samme. Jeg ville ikke have haft tiden til at sige alle de ting, som jeg gerne ville, alligevel.

    Men min barndomsveninde overrumplede mig helt, som om intet var hændt. Hun fortalte at de savnede os, hende og hendes sjælebundne. Jeg havde været nødt til at minde mig selv om, at jeg ikke skulle lægge for meget i det, selvom det var svært, og hun havde jo heller ikke behov for at vide, hvad jeg tænkte. Hun havde undskyldt sig selv med at være travlt optaget, hvilket var rigtigt; Jernbarkens skovfogeder kunne være væk i flere månecyklusser af gangen, specielt lige i øjeblikket. 

    Når jeg tænker tilbage, tror jeg faktisk ikke, at jeg fik sagt særlig meget. For det meste stod jeg der bare og nikkede, og længtes. Og det var næsten uden lyd, da jeg sagde farvel tilbage til hende, i det de vendte rundt og tog afsted. Bagefter, skulle det vise sig, havde jeg ikke gjort andet end stå og kigge på dem skynde sig væk.

    Jeg føler et pludseligt KNÆK, hvilket fluks tager mig tilbage til den våde skov. Med mine fingre mærker jeg efter på mine usædvanlige lange hjørnetænder og kan smage blod i min mund. Den jernholdige smag fortæller mig, at min sjælebundnes jagt var succesfuld, en lille smule til min skuffelse, men sådan må tingene nu engang være. Jeg gennemsøger skovbunden efter noget, som kan tage den her ulækre, nærmest tørre, smag væk. Uden held tager jeg i stedet noget af den smeltende sne og fjerner det værste jord og snavs, som det måtte have på sig.

    Sneen hjælper egentlig ikke med at fjerne smagen, men i det mindste er min ulv snart tilbage. Så kan vi komme til vores bo i rødderne. Gåturen hjælper alligevel ikke rigtig på mit vandrende sind.

    Jeg begynder i samme øjeblik at tænke på min barndomsveninde igen; givet at hun er i begyndelse af sin patrulje, burde hun ikke være langt væk og jeg spekulerer i at hun og hendes skovfoged-partner måske er i nærheden. En del af mig håber, at hun måske er, men jeg prøver at bevidst at sige “nej” til mig selv. Konflikten inden i mig er udmattende og imens jeg følger et dyrespor i skovbunden, ønsker jeg at det hele bare vil ende. Gerne før end senere.

    Jeg er lige ved at falde, da jeg, et lettere distræt, forsøger at hoppe over endnu et falden træ, denne gang en birk. Jeg finder godt nok hurtigt min balance igen, men i det jeg ser op, fryser jeg endnu engang til is.

     Det er dem. Igen. Min barndomsveninde og hendes skovfoged-partner, hendes elsker, og deres sjælebundne. De har endnu ikke set mig, som de kommer gående der mellem træerne. Jeg har rigeligt med tid til at forsvinde væk, før de ser mig, men jeg kan ikke. Så var de ret tæt på alligevel.

    Nu er parret næsten lige foran mig og har på en eller anden måde ikke opdaget min tilstedeværelse endnu. Deres grin er som tortur i mine ører og det samme er synet af dem for mine øjne. Jeg lukker dem hårdt i, da min barndomsveninde stiller sig op på sine tæer og slår sine arme omkring sin partners og elskers hals.

    Når jeg åbner dem igen, er parret der desværre stadig ikke forsvundet. Jeg fortæller mig selv, at det ikke giver nogen mening, at de burde have set mig nu. Og alligevel vil de ikke holde op med deres forfærdeligt følsomme kys. Måske er de godt klar over, at jeg er her.

    Nej, det kan slet ikke passe. Mit sind har endnu engang brug for noget, som jeg bliver ved med at fejle, ligesom alt andet i mit liv lige nu. Det har brug for at blive overbevist. Det har brug for at blive fortalt, at det simpelthen ikke giver nogen mening. Så jeg prøver endnu engang; scenen, der udspiller sig, sker ikke, argumenterer jeg halvhjertet. Og at det hele foregår i mit hoved, men hun rører ved hans bryst nu, han tager hendes kjole af nu- 

    En dødelig hvisken, tre af dem. Pilene flyver hurtigt igennem den sene vinters cyklus kolde luft. Jeg opdager dem nærmest ikke, før de har gennemboret min robe. Pilehovederne rejser uden problemer hele vejen igennem og prikker til min tykke, grå kappe på den anden side; to af pilene til lungerne, én til maven. Jeg falder ned på knæ som direkte resultat. Jeg er ude af stand til at trække vejret, min mave kramper på sygelig vis og mit hjerte gør ondt. Underligt, eftersom der ikke var en pil, som ramte det.

    Her i mine sidste øjeblikke tænker jeg slet ikke over, hvem der kunne have skudt pilene. Smerten, som jeg har følt siden sommerens cyklus har været ulidelig, så jeg burde bare takke ham eller hende, hvem end de så er. Jeg ville bare ønske, at min sjælebundne var her. For tryghedens skyld og intet andet. Men jeg kan ikke få alt, som jeg gerne vil have. Eller noget som helst, for den sags skyld. 

    Parret er væk og det er rart at vide, at smerten vil ligeså om ikke så længe. Jeg lægger mig ned i den våde skovbund og giver mig til at vente på, hvad der vil være min sidste, hvæsende vejrtrækning. Giver mig til at vente på, at alt vil forsvinde.

    ***

    Mine tæer forsøger at gribe om det grønne græs. Jeg er ret sikker på, at jeg plejede at kunne lide farven. Solene varmer mine bare fødder, og en lille smule af mine ben. Jeg sidder her under en bøge-krone ved månesøen. Der er ikke mange tanker, som trænger sig på, imens jeg sidder her med min hage begravet i mine arme, mine arme over mine knæ. Jeg stirrer ud over det stille vand på, hvad nogle nok ville sige var en smuk dag i den nye sommers cyklus. 

    Men jeg ser ikke det smukke. Heller ikke i dag. Jeg er i tvivl, om jeg overhovedet ved, hvad der er smukt og hvad der ikke er længere. Det hele kan ligeså godt være trøstesløst, fugtigt og koldt. Jeg er ligeglad.

    Min sjælebundne er derimod af en anden overbevisning og lægger lystigt i det varme sollys ved siden af mig med sin mave op og tunge ud. Jeg sætter pris på hans forsøg med at opmuntre mig, men det virker bare ikke. Hans forsøg har ikke virket i lang tid, hvis nogensinde. Der er ikke noget, som virker for mig.

    Jeg er i tvivl om, hvorfor vi har sat os her ved søen. Det plejede at være min barndomsveninde og mit yndlingssted. Vi kunne lege med vores sjælebundne i timevis her eller bare ligge hoved-mod-hoved i græsset og se op på egen-mellem-verdeners storslåede og frodige krone, eller måske følge hvordan solene blev jagtet af månen. En enkelt gang så vi endda dansende lys på den mørke, glitrende himmel.

    Det vil aldrig ske igen. Selvom det er smukt, var det, som gjorde nattelysene så specielle, at jeg så dem med hende, alene, og så hvordan hun dansede sammen med farverne. Sidst jeg snakkede med min barndomsveninde, inviterede hun os til sit bryllup under fejringen af vinterens cyklus. Nu vil hun nok hellere have sin kommende mand med sig ud og opleve lysene og stadig danse ligeså lykkeligt, måske endda mere.

    Jeg vil have at hun er lykkelig, tænker jeg uden at tage mine øjne væk fra den stille sø. Men jeg ønsker også, at jeg selv en dag oplevede glæde igen. Jeg forsøger at huske den sidste gang, hvor jeg følte mig rigtig glad; var det virkelig næsten en hel cyklus siden da min sjælebundne og jeg ville give min barndomsveninde den selvlysende sovende slør? På en eller anden måde kan jeg ikke forstå det, men det giver samtidig også rigtig god mening. Jeg har lyst til at græde bare ved tanken, men jeg har heller ingen held med tårerne. Det kan også være ligemeget.

    Jeg spørger min sjælebundne hvad jeg skal gøre. Han svarer med en snorken og ændrer knap nok på måden han ligger, kun for at fange de varmende sole lidt bedre. Jeg bebrejder ham ikke. Jeg kan ikke være nogen nem sjælebundne og alle forslagene, som han er kommet op med indtil videre, har enten ikke virket eller også har jeg ikke haft viljen til at prøve. Jeg indrømmer desværre, at det ofte har været på grund af sidstnævnte. Jeg ville også ignorere mig, efter at være stillet det samme spørgsmål igen og igen uden at min hjælp blev taget til efterretning.

    Jeg får en idé. “Få” er måske så meget sagt, da det ikke er første gang, at den strejfer mig, men jeg har aldrig sagt den højt. Jeg spørger min sjælebundne hvad han synes om at drage ud i verden udenfor egen-mellem-verdener. Det ville bare være ham og jeg, på trods af hvor uhørt idéen er.

    Den store ulv sætter sig op og kigger på mig med mælkebøtter fulde af bekymring. Jeg svarer ham, at jeg ved, det er drastisk og at det bare er en idé, ikke en beslutning. Vi er fæstet på vores sjæle og jeg vil aldrig tage ham hen, hvor han ikke har lyst. Men nu hvor idéen har forplantet sig i mit hoved, kan jeg mærke at den bliver svær at rykke op med rødderne. Det er ikke noget, jeg siger til min sjælebundne, men jeg tror at han allerede ved det. Det gør han som regel.

    Svaret kommer uden tøven og han presser sit store, pelsede hoved imod mit. Jeg er taknemlig og lover ham, at det ikke ville blive for for evigt, skulle vi overhovedet tage afsted. Men jeg tilføjer også, at vi ikke skal forhaste os. Heldet kunne måske stadig tilsmile os med håb. Jeg siger det mest for at berolige min sjælebundne, men jeg tror ikke på det selv.

    Jeg overvejer, hvordan håbet overhovedet skulle kunne vende tilbage til sådan én som jeg og placerer min hage tilbage på mine arme og ben. I det samme trækkes min opmærksomhed væk fra det stille vand og sommercyklussens varme.

    Mit hjerte begynder at banke hurtigere og hurtigere, og mit åndedræt bliver mere usammenhægende. Jeg ser dem, lige der på græsset ved kanten af den dødsensstille sø. De er som vævet sammen, han på det grønne græs og hun stadig i den kjole med forårscyklussens farver. Den kjole, der hjemsøger mig så grusomt.

    Jeg hører min barndomsvenindes grin og ved, hvad der skal til at ske. Jeg kender det alt for godt efterhånden. Jeg kigger ikke engang væk, da jeg kommer til at se deres kys uanset hvad, uanset hvad jeg fortæller mig selv. Jeg ved at det ikke sker, siger jeg i et forsøg på at tale mig selv til fornuft. Og at det hele foregår i mit hoved, men hun rører ved hans bryst nu, han tager hendes kjole af nu. Sæt mig fri.

    En ensom tåre finder sin vej, da jeg lukker mine øjne og gør mig klar til at dø.

  • Flyv

    v.1.1.0

    Det var skræmmende at kigge ned. Specielt fordi Vuorruuzuu aldrig havde fløjet før. “At flyve” var måske så meget sagt. En drak som hende kunne egentlig kun svæve med deres læderagtige flyvehudsvinger, men det føltes som så meget mere for Vuorruuzuu.

    De kolde efterårsvinde kærtegnede hendes Topas-gule skæl, som dækkede hele den markerede krop fra snuden og den lange hals, over armene og overkroppen, samt hendes stærke ben og finnede hale. Men de kølige vinde blev modarbejdet af solenes blide varme. Dagen var klar og smuk, og selvom det var skræmmende, kunne Vuorruuzuu se hele verden under sig. Der var så meget, hun ikke havde undersøgt; fra de stedsegrønne cedertræer lige nedenunder, til langt over havene og nye lande, på tværs af de højeste bjerge, som alle gjorde deres bedste forsøg på at nå hende, som hun sejlede der igennem luften.

    Havde det altid været så nemt? Det var over 50 år siden, at Vuorruuzuus kuldsøskende havde lært at bruge deres vinger, mens hendes egne altid havde været slappe og ubrugelige. Men nu? Nu var der ikke noget, der kunne holde den unge voksne drage tilbage. Hun behøvede nærmest ikke at gøre andet end at strække sine arme og ben, hvorefter vingerne imellem dem spændte sig instinktivt. Det samme gjorde halefinnerne, så styringen igennem luften blev til det mindste problem nogensinde.

    Friheden heroppe blandt skyerne føltes næsten magisk. Og Vuorruuzuu kunne ikke vente med at skrive alle sine opdagelser ned i sin notesbog. Hun kastede et hurtigt blik på sit bælte for at være sikker på, at bogen, og hendes trofaste blækhus, stadig var fastspændt.

    SKRIIG!

    -> LÆS VIDERE!
  • Trussel

    v.1.3.1

    Parthiizaax havde aldrig rigtigt kunnet lide mennesker. De var fordomsfulde, grådige og han vidste, hvilke grusomheder de var i stand til, selv over for deres egne. Faktisk kendte han ikke navnet på et eneste menneske. Og det til trods for at det efterhånden var en del år siden, at han havde bosat sig så tæt på Ashencross. Men de kunne heller ikke lide ham, og ingen af dem kendte hans navn. Det bedste, man kunne sige, var, at byboerne tolererede ham og kun vedkendte hans eksistens, når de havde sår eller skader, som skulle heles. Sår eller skader, som deres elskede Lære om De Fem Søjler ikke måtte vide af. Eller når han solgte dem ildflor, så de let kunne starte deres bage- og smelteovne. Dog havde ingen angivet ham til Tempelridderne endnu, det måtte han alligevel give menneskene.

    Det var af de grunde, at han sjældent gik ind til byen. Faktisk var det kun, når han absolut havde brug for noget, eller hvis han skulle studere ritualerne ved det store Tempel for De Fem Søjler. Parthiizaax fandt religion enormt spændende. Følgerne af sådanne dogmer synes at have et stærkt bånd, selvom hvad der blev prædiket, ofte virkede ulogisk for en drage.

    Den enorme eksplosion fra Ashencross var dog ikke noget, som han kunne sidde overhørig. Parthiizaax havde stået udenfor sin lille hytte sent den eftermiddag, noget uvant for hans normale rutine, og vandet de sødt-duftende, dyb-orange ildflorblomster, da lyden var kommet buldrende over ham. Idet Parthiizaax så op i forvirring, fulgte trykbølgen efter. Kraften fra den havde taget fat i Parthiizaax’s læderagtige flyvehudsvinger og flyttet ham et godt stykke. De dybe klomærker i den stampede jord var vidne dertil. Det var så lang tid siden, at Parthiizaax sidst havde haft sine vinger i brug, at mødet med trykbølgen efterladte dem en smule ømme der hvor de mødte kroppen, lige fra håndleddene og helt ned til anklerne. Og til sidst, da Parthiizaax havde fået samlet sig en smule, kom regn og jord faldende, fra hvad der ellers havde været en klar sommerdag.

    -> LÆS VIDERE!
  • Trussel (Arkiveret #3)

    v.1.3.0

    Parthiizaax havde aldrig rigtigt kunnet lide mennesker. De var fordomsfulde, grådige og han vidste, hvilke grusomheder de var i stand til, selv over for deres egne. Faktisk kendte han ikke navnet på et eneste menneske. Og det til trods for at det efterhånden var en del år siden, at han havde bosat sig så tæt på Ashencross. Men de kunne heller ikke lide ham, og ingen af dem kendte hans navn. Det bedste, man kunne sige, var, at byboerne tolererede ham og kun vedkendte hans eksistens, når de havde sår eller skader, som skulle heles. Sår eller skader, som deres elskede Lære om De Fem Søjler ikke måtte vide af. Eller når han solgte dem ildflor, så de let kunne starte deres bage- og smelteovne. Dog havde ingen angivet ham til Tempelridderne endnu, det måtte han alligevel give menneskene.

    Det var af de grunde, at han sjældent gik ind til byen. Faktisk var det kun, når han absolut havde brug for noget, eller hvis han skulle studere ritualerne ved det store Tempel for De Fem Søjler. Parthiizaax fandt religion enormt spændende. Følgerne af sådanne dogmer synes at have et stærkt bånd, selvom hvad der blev prædiket, ofte virkede ulogisk for en drage.

    Den enorme eksplosion fra Ashencross var dog ikke noget, som han kunne sidde overhørig. Parthiizaax havde stået udenfor sin lille hytte sent den eftermiddag, noget uvant for hans normale rutine, og vandet de sødt-duftende, dyb-orange ildflorblomster, da lyden var kommet buldrende over ham. Idet Parthiizaax så op i forvirring, fulgte trykbølgen efter. Kraften fra den havde taget fat i Parthiizaax’s læderagtige flyvehudsvinger og flyttet ham et godt stykke. De dybe klomærker i den stampede jord var vidne dertil. Det var så lang tid siden, at Parthiizaax sidst havde haft sine vinger i brug, at mødet med trykbølgen efterladte dem en smule ømme der hvor de mødte kroppen, lige fra håndleddene og helt ned til anklerne. Og til sidst, da Parthiizaax havde fået samlet sig en smule, kom regn og jord faldende, fra hvad der ellers havde været en klar sommerdag.

    Men hvad der virkelig havde bragt forundring og skræk til dragens rosen-amarant øjne, der rasede imod himlen. Da han fik øje på den, blev hans aflange pupiller nærmest lige så runde som på de mennesker, han sådan foragtede. Noget svagt gult og spøgelsesagtigt havde kredset rundt om den ellers perfekte, livlige orange ild og havde fået det til at løbe koldt ned af ryggen på Parthiizaax. Og så var der følelsen. En knap mærkbar, men alligevel frygtelig, følelse, nærmest som om noget havde trukket i hans sjæl. Han var simpelthen nødt til at se med sine egne øjne, hvad der var sket i den lille menneskeby.

    Parthiizaax trak hætten på sin mørke pelskappe op over de gråhvide horn, hvilket ikke var så nemt med deres spidse ender. Han forsøgte også at skjule så meget af den matte, ravgule snude, som det var muligt uden at spærre for meget sit udsyn. Parthiizaax havde ikke så lang vej til Ashencross fra sin hytte, så han regnede i hvert fald med at være fremme, før solene begyndte at gå ned. Og der var ikke nogen grund til at skræmme potentielle rejsende, eller byboerne for den sags skyld, med hans udseende, hvilket begrundede den store hættekappe, selvom vejret ikke indbød til dens brug.

    ***

    Det var skumring, da Parthiizaax gik hen over den storslåede flodbro, dekoreret med smukt ornamenterede stenblomster, og ind i den relativt lille by, der udgjorde Ashencross. Han havde altid syntes, at det var mærkeligt, at en by af den størrelse udgjorde hjemmet for to så prægtige monumenter som Ashencrossbroen og Det Store Tempel for De Fem Søjler. Parthiizaax havde endda hørt, at Det Store Tempel i Ashencross var større end dem i menneskernes såkaldte hovedstæder. Det var i hvert fald det største i Equilisfal, men dog stadigvæk Det Velsignede Tempel i Havenbring underlegen, i hvert fald hvis rygterne talte sandt.

    Luften er sær i aften, tænkte Parthiizaax, imens han gik omkring i de forladte gader. Der var ingen bymure eller porte, som man skulle igennem for at komme ind i byen. I stedet gik man over broen og så… var byen der bare. Det må være byens lille størrelse. Ja, det er den mest logiske grund til manglen på bymur, argumenterede Parthiizaax med sig selv. Han havde det samme argument hver gang, at han besøgte Ashencross.

    Det var den samme følelse fra tidligere, der gjorde den nu ellers fugtige luft sær og tvang hans tanker væk fra de manglende mure og specielt placerede menneske-monumenter. Følelsen kom og gik, når han bevægede sig længere ind i byen og hen imod de højtråbende stemmer, der fortalte ham vejen. Det var den samme frygtelige følelse, som han havde haft tilbage i sin hytte; et ganske let træk i sjælen. Og den blev kun stærkere, jo tættere han kom på menneskeskrigene.

    Idet Parthiizaax drejede om hjørnet ved smedjen, som han havde solgt så mange ildflor til, så han endelig den ødelæggelse, eksplosionen havde efterladt på Ashencross by.

    Ud over Tempelpladsen så han byboere i panik, der forsøgte at samle sig i grupper og tage sig af de forfærdelige følger. Han så flokke af hankøn, eller “mænd” som mennesker foretrak at sige, noget Parthiizaax stadigvæk havde en smule svært ved, forsøge at finde overlevende blandt de mange sammenbraste træhuse. En stor del af husene så nærmest ud til, at være revet ned af en storm, hvis lige aldrig var set. Andre grupper af mænd forsøgte at slukke flammerne på de huse, der mere eller mindre stod endnu. 

    Parthiizaax lagde mærke til en mængde af ældre drenge, der akavet løb til og fra midten af en lille sø, som han aldrig havde lagt mærke til før på pladsen med alle brostenene nu revet op fra jorden. Pludselig fik de fart på og løb med deres fyldte vandspande hen til mændene ved flammerne. Drengene løb efterfølgende den anden vej igen og genoptog deres akavede bevægelser i deres tilbagekomst ved søen. Det tog et par sekunder, før det gik op for Parthiizaax, at der plejede at være en brønd der, hvor søen nu boede. Og da endnu et par var passeret, lagde han mærke til, at drengene faktisk skøjtede på isbelagt vand. Drengene gjorde et desperat forsøg på at bevæge sig så hurtigt som muligt hen til et hastigt hugget hul for at fylde deres spande, før de vendte om endnu engang. Det så dog ikke ud til at have den store betydning. Flammerne blev nærmest sporet an i stedet, når de blev overhældt med det iskolde vand.

    Dragen gik forsigtigt rundt om pladsen for ikke at forstyrre de mennesker, der forsøgte at få de tilskadekomne ind i Templet hurtigst muligt. Parthiizaax ville heller ikke gå i vejen for dem, som havde fået den makabre opgave at indsamle de døde og de afrevne lemmer, der lå spredt ud over selve pladsen. Stanken af død og brændt træ og sten var næsten ulidelig.

    Endelig fik han øje på krateret lige ved siden af det kæmpestore Tempel for De Fem Søjler. Eller, “For De Tre Søjler” var nok en mere korrekt betegnelse nu, da eksplosionen havde jævnet to af de store søjler, og de dertilhørende vægge i den normalt pentagonale bygning, med jorden og havde taget en del af taget med. Besynderligt, hvordan ingen af deres guddommelige engle er kommet til undsætning, tænkte Parthiizaax før han forkastede det igen. Tiden var ikke til sådanne tanker.

    Endnu mere besynderligt var dog hvad eksplosionen havde afdækket, hvor den havde flået Templets mægtige søjler og vægge ned. Bagved så det nemlig ud til, at der var endnu en stor stenkonstruktion, denne her dog mere eller mindre uskadt, med gamle vægge formet som… er det blomsterblade? Jo mere Parthiizaax studerede den nyfundne arkitektur, desto mere så det nærmest ud til, at de mærkeligt formede vægge lignede de vandliljer, der flød et væld af i floden ved siden af Templet. De fleste af blomsterne fra floden, der ellers altid blev passet af en gammel hunkøns-tempelarbejder i færd med at spise et eller andet, så nu ud til at lægge ud over hele Tempelpladsen. Enten fladt på jorden med deres lange rødder stikkende i alle verdens retninger eller i nye hjem i de store vandpytter.

    Dybt i sine studerende tanker kom Parthiizaax til at gå ind i et menneske, knælende på jorden foran ham.

    ‘Jeeg undskylder.’ Han havde været omkring mennesker længe nok til at lære deres tunge, selvom han dog stadigvæk viderebragte en accent fra sit eget modersmål.

    Der kom intet svar. Da Dragen kiggede ned, sad mennesket på knæ, begge halvt begravet i jorden, og med armene helt slapt ned af siderne. Dette hankønsmenneske så faktisk slet ikke på Parthiizaax, men i stedet direkte op mod himlen med vidt-åbne, sjæleløse øjne. Hans mund imiterede øjnene, og det så i det hele taget ud til, at livet simpelthen havde forladt ham og kun efterladt en tom skal. Og nu, hvor Parthiizaax havde lagt mærke til én, så han pludselig mange flere livløse mennesker, der alle sad med halvt-begravede knæ, spredt ud over hele pladsen, lidt som var de makabre vandliljer fra floden. Og med erkendelsen kom den frygtelige følelse igen, denne gang stærk nok til at luften næsten blev slået ud af Parthiizaax. Det virkede nærmest som om, at trækket i sjælen varede en lille smule længere end før.

    Da hans mægtige kløer ramte isen på den nyskabte og tilfrosne sø, blev Parthiizaax pludselig opmærksom på, at han var vandret ind midt på Tempelpladsen. Han kunne ikke lide at være så udsat, så han vendte om for at glide tilbage ind i skyggerne af det nærmeste hus, der stadigvæk stod oprejst.

    Mens at han gjorde sit bedste for ikke at ramme flere knælende lig, hverken med sine ben eller den takkede og finnede hale, stødte han næsten ind i et grådkvalt hunkønsmenneske i stedet. Eller en kvinde som de hed sig.

    ‘Jeeg undskylder-’ 

    ‘Min dreng, min stakkels, søde, lille dreng!’ Kvinden så ikke ud til at tage notits af dragen, men Parthiizaax kunne måske også forveksles med et meget stort hankønseksemplar af den menneskelige slags, hvis man ikke så ordentligt på ham. Det var i hvert fald hans gæt. 

    Den grædende kvinde gik rundt med al hendes fokus på den døde menneskehvalp i hendes arme. “Barn” ikke hvalp, tænkte han, Mennesker kan ikke lide, når du kalder deres unger det. Da han vendte sin opmærksomhed tilbage til den hulkende kvinde, gik det op for ham, at hun kun bar rundt på dele af, hvad der engang var hendes barn. Kvinden havde kun været i stand til at finde et lille, forbrændt hoved, der stadig sad på en forkullet halv overkrop, samt et ben. Det var et grusomt syn, og et, der ramte Parthiizaax hårdere end at se al den anden ødelæggelse og dertilhørende panik.

    Efter det lykkedes ham at bevæge sig tilbage i skyggerne, og en smule væk fra de skrækindjagende scener, lagde Parthiizaax mærke til larmen fra en opildnet forsamling henne på kroen. Eftersom bygningen var den eneste med oplyste vinduer, gik Parthiizaax ud fra, at han kunne finde svar i den store bindingsværksbygning.

    Da han gik igennem den åbne dør, blev Parthiizaax mødt af en ukomfortabel og tyk atmosfære af øl, stuvning og sved. Denne her bar tilmed også den samme særhed som luften udenfor, men dog mere intens. Det er sikkert fordi næsten hele byen er samlet her, formodede han.

    I endnu et forsøg på at skjule sine Dragetræk, og samtidig undlade at gøre opmærksom på sig selv, trak Parthiizaax endnu engang i hætten på sin pelskappe. Også denne gang var det at tildække de karakteristika var dog lettere sagt end gjort. Den lange mørkegrå kappe gjorde et fint stykke arbejde med at skjule de matte, ravgule og hvide skæl, foruden flyvehudsvingerne, men det var en anden sag, når det kom til halen eller de store mørke kløer, der stak ud fra de stærke tæer, som han gik på. Det var det samme problem med kløerne på hver af Parthiizaax’s otte fingre, men i det mindste kunne han trække dem tilbage, så de var meget mindre truende. Og hætten gjorde ikke hans snude nogen tjeneste, og da slet ikke de lange, grå knurhår, der svajede fra side til side lige under hans store næsebor, når han gik. Til sidst besluttede Parthiizaax sig i stedet for at bevæge sig endnu mere forsigtigt og blive helt inde i de mere dunkle hjørner.

    Det viste sig dog, at alle Parthiizaax bekymringer ikke var mere end det. Ingen lagde mærke til, at han trådte ind i det store krorum, hvor byboerne normalt drak og åd, når de ikke engagerede sig i lejlighedsvise fester og slåskampe. Eller næsten ingen lagde mærke til ham, udover en gammel kvinde, der, også iført en stor hættekappe, vendte sig om imod Dragen i samme øjeblik, som han gik indenfor. Men i stedet for at sige noget, fortsatte hun bare stille og roligt med at spise, hvad der lignede et stykke tørret kød.

    Han gjorde tegn til, at hun være stille. Den gamle kvinde nikkede som svar og vendte sig blot tilbage mod forsamlingen. Underligt, tænkte Parthiizaax, folk plejede ellers at fare sammen eller udstøde et lille skrig, når de så ham, selv efter alle disse år. Der var også et eller andet besynderligt ved den gamle kvinde, men han kunne ikke sætte fingeren på det. Var der noget specielt ved hendes øjne? Hendes hætte forhindrede ham i at få et ordentligt kig, men dragen var sikker på, at han havde set hende før.

    Parthiizaax vendte sin opmærksomhed tilbage til, hvad han var kommet for; at finde ud af, hvad der forårsagede eksplosionen. For et menneske ville det have været umuligt at se noget i en så tæt forsamling som denne, men til sammenligning gav dragens lange hals ham en fordel i højden. 

    Den gamle kvinde kan ikke få meget ud af at stå helt her tilbage, tænkte Parthiizaax. Han så ud over den store menneskemængde, der havde fyldt krostuen helt op, mens han forsøgte at finde mening i hvad der blev sagt. Eller måske nærmere hvad der blev råbt. 

    ‘Hvorfor er den ting her stadigvæk?’ blev der højlydt spurgt fra forsamlingen, hvorefter andre udtrykte samme holdning. ‘Vi ved at den gjorde det, Djævelen har nok planlagt det i årevis!’

    ‘Jah, jeg har altid vidst, at der var noget galt med den ting,’ proklamerede en anden. ‘Det var øjnene, de var ikke naturlige!’

    Den ophidsede forsamling stemte sig endnu engang enige i stuens mærkelige atmosfære, der blev en smule mere intens.

    ‘Så, så, lad os nu ikke konkludere noget unødvendig,’ sagde en ældre mand ved det lange byrådsbord, som var blevet bygget til lejligheden, henne ved ildstedet. Hvis Parthiizaax ikke havde genkendt byens kapitæl, havde den farveløse, grå robe med dertilhørende hampebælte, samt det tilsvarende farveløse, lange, fedtede skæg og hår, afsløret ham. Det så ud til, at størstedelen af byrådet var samlet. Udover kapitælen, kunne Parthiizaax genkende den lokale vasals ridderrepræsentant, bageren, lederen af byens milits, og Ashencross’ eneste købmand, der ofte rejste til og fra Cinderhold, og endda helt til Havenbring, med varer. Det var kun smeden, der så ud til at mangle, men Parthiizaax huskede ham ude på Tempelpladsen, i færd med at lede dem, som gennemsøgte ruinerne.

    ‘Der er ingen grund til at tro, at Djævelen selv er involveret,’ fortsatte kapitælen i et nytteløst forsøg på at berolige forsamlingen.

    ‘Men den angreb templet!’ blev der indvendt.

    ‘Og den gjorde det med trolddom! Det er kun Djævelen, og de kættere i ledtog med ham, som benytter sig af det!’ råbte en anden, denne gang et hunkønsmenneske.

    ‘Og hvad med dem, den dræbte? Mange var vores stakkels, elskede børn!’ Det udsagn virkede til virkelig at antænde folkemængden.

    ‘Hvis det ikke er Djævelen, er det Det Onde Varsel selv!’

    Den fyldte kro blev med ét meget stille. Alle vendte blikket mod en gammel bonde, der, ligesom Parthiizaax, oprindeligt havde begivet sig ind til byen af ren nysgerrighed.

    ‘I ved det alle sammen, ligesom jeg gør det,’ fortsatte bonden. Dommens Dag er snart over os. Det Onde Varsel vil brænde landet af og fjerne jorden fra vores fødder, for at den forbandede by til Gehella kan rejse sig og overbringe vores pinsler!’

    ‘Må jeg endnu engang foreslå, at vi ikke forhaster os,’ argumenterede den stakkels kapitæl. Parthiizaax havde intet ønske om at være i hans simple robe lige nu. ‘Jeg har mine tvivl til, at vi skulle være vidne til Dommens Dag her og-’

    ‘Vi så alle, hvordan Det Onde Varsel sendte ild så højt op i luften hvor ellers kun fugle kan flyve, gjorde vi ikke? Og hvordan det forsøgte at fjerne templet, torvet, og  jorden under det?

    Kapitælen betragtede den gamle bonde med et forfærdet udtryk i sine øjne, som om han ikke kunne benægte de fremlagte beviser.

    ‘Du glemmer den tilfrosne sø der, hvor brønden lå, og som vores modige drenge nu manøvrerer på bedste manér,’ modsagde kapitælen til sidst med højtidelig, og dog triumferende, sikkerhed. ‘Samt vores elskedes sjæle, der blev sendt til Haven alt for tidligt. De gerninger syntes ikke at være mærket af Det Onde Varsel.’ Han holdt indersiden af sine arme sammen og sænkede sit hoved for at røre ved de knyttede næver i en klassisk bøn til De Fem Søjler, men sagde ingenting.

    Den gamle bonde virkede misfornøjet over at blive modsagt.

    ‘Måske blev den besat af Djævelen,’ blev det foreslået fra mængden af menneskene. ‘Jeg har hørt historier om, at det er noget Djævelen gør.’

    ‘Besat eller ej, ingen kan benægte ondskaben,’ vrissede den gamle bonde. ‘Og ondskab kan kun blive drevet væk med døden, så jeg siger stadig, at vi dræber den!’

    En større gnist skulle der ikke til, før stilheden blev antændt igen og kromassens råb blev højere i takt med bondens hævede høtyv.

    ‘Dræb den med ild og send den tilbage til Gehella, hvor den kom fra!’

    Det var lige meget, om det her faktisk var Det Onde Varsel, noget, der var i ledtog med deres Djævel, eller bare en ondskab, som skulle fordrives. Gehella var altid endestationen for det, eller de, fordømte.
    ‘Kog den levende og så brænd den, så vi er sikre på, at det onde er uddrevet’

    ‘Kap dens hoved og en arm af, så det passer med, hvad den gjorde ved søjlerne på vores tempel!’

    ‘Skær alle lemmerne langsomt af den og begrav dem hver især ud for en af Templets søjler, så er vi sikre på, at ondskaben kommer til at tigge om tilgivelse!’

    Det er da ikke fordi, de mangler måder til at bortskaffe sig denne såkaldte “Djævel” på, tænkte Parthiizaax. Når det kom til at dræbe, var mennesker mesterligt kreative. Han vidste dog stadigvæk ikke, hvad denne “ting” var eller hvordan den kunne have forårsaget sådan en kraftfuld eksplosion. Men at det skulle være deres Djævel virkede dog usandsynligt.

    Parthiizaax forsøgte at komme lidt tættere på, uden at tiltrække sig opmærksomhed. Da han strakte sin hals en smule mere, kunne han se det, som var så skrækkeligt, at den opildnede og tætte forsamling havde fordelt sig i en perfekt halvcirkel rundt om. Det, der var så mægtigt, at den havde lagt alt omkring Tempelpladsen i ruiner. Og til dragens store overraskelse, var denne “Djævel,” som den blodtørstige forsamling var så opsat på at dræbe på de meste kreative måder… en menneskehvalp? Og ovenikøbet en lille én af hunkøn, eller en pige, som menneskene ville have sagt.

    Lige der, foran byrådets lange, opsatte bord, lå en meget lille, bleg pige på hænder og knæ og hørte på byboernes påstande om, at hun var Djævelen selv og hvordan hun skulle dræbes. Pigens lange, hvide hår skærmede for hendes ansigt, men på gulvet af stampet jord under hendes hoved havde der samlet sig små pøle af tårer.

    Det gik pludseligt op for Parthiizaax, at han var vidne til en retssag. En forskruet en af slagsen, da der ikke så ud til at være nogen på den stakkels piges side. Hendes eneste forsvar var tårestrømmene og en hulken så stille, at ingen kunne høre det i den højlydte kro. Parthiizaax brød sig slet ikke om situationen, men undlod at sige noget. Han var stadigvæk nysgerrig på, hvordan et så lille og ungt væsen dog kunne være i stand til så meget ødelæggelse.

    ‘STILLE!’ Lederen af den lokale milits råbte højt nok til, at larmen standsede brat, noget som kapitælen ikke havde formået. ‘Det synes ingen tvivl om at denne… pige er synderen, der har forbrudt sig med sort magi. Hun var den eneste i live efter ødelæggelserne og blev fundet midt i krateret ved Templet…’

    ‘Så dræb den dog!’ råbte en af byboerne tilbage som svar. ‘Dræb den djævelske heks!’

    ‘…men vi vil ikke være dem, der udmåler straffen,’ fortsatte militslederen og ignorerede tilråbet fra forsamlingen. ‘I tilfælde af heksekunst og trolddom, vil Tempelridderne have det sidste ord og stå for henrettelsen.’

    Forsamlingen blev stille et øjeblik. Et øjeblik, der overraskende nemt kunne opfattes som om at skuffelse fyldte rummet. Den eneste lyd kom fra den hvidhårede piges uregelmæssige hulken.

    ‘MOAAAR!’

    Stilheden blev endegyldigt brudt af den lille pige selv, der pludseligt vendte sig om og rakte ud efter en kvinde. At bedømme ud fra kvindens lille skikkelse, lysebrune lærredstøj, fedtede brune hår og beskidte hud, gættede Parthiizaax på, at hun var ganske fattig. Der udbrød højlydte gisp fra kvinden og folk omkring hende, og de tog alle et skridt væk fra pigens udstrakte arm. Det var som om, at tiden stod stille og man kunne nærmest føle, hvordan alle forberedte sig på endnu en katastrofe.

    ‘Du- du er ikk…’ kvinden, som den lille pige udpegede som sin mor, havde tydeligvis svært ved at håndtere opmærksomheden. ‘Den t-ting er ikke min datter!’ fik hun endelig fremstammet, mens hun så omkring på de andre byfolk med frygt i øjnene. Øjne, med samme farve som triste efterårsskyer. Og med dem undgik hun det fortvivlede blik fra den lille pige. Den lille pige, som det var så tydeligt ikke forstod det mindste af, hvad der foregik. Parthiizaax kunne ikke lade være med at have ondt af det lille menneske.

    ‘Mo… moar?

    ’Ikke engang Djævelens mor vil kendes ved den, det må være bevis nok! Dette er ikke længere et barn, så hvorfor vente på Tempelridderne?’ råbte en stemme fra den tætpakkede folkemængde.

    ‘Jaeh, lad os skille hovedet fra dens krop og få det gjort færdigt!’ Tiden var åbenbart endnu engang inde til at stemme i, og flere i mængden var enige.

    Den lille pige sad stadigvæk på knæ og så febrilsk rundt på forsamlingen, som var ved at få sin uregerlighed tilbage, med sine snehvide øjne.

    Hvide øjne? gik det med et op for Parthiizaax, da han bedre kunne så pigens træk, når hun ikke længere græd. Ligesom… kan det virkelig passe?

    Hans tanker blev afbrudt af, at han et øjeblik mistede pusten. Parthiizax følte endnu engang det samme træk i sjælen, men denne gang stærkere end før. Og det føltes underligt tæt på, selvom det ikke gav så meget mening og ingen andre syntes at have lagt mærke til det.

    ‘Hvis jeg må indskyde?’ sagde den lokale vasalridder uden egentlig at stille et spørgsmål, men alligevel med nok volumen til, at han kunne få forsamlingens opmærksomhed. ‘Tempelridderne vil være reddet afsted fra Cinderhold lige siden eksplosionen, som jeg er sikker på, at ingen i hele Equilisfal kunne have overset. Og, skaden på vort Tempel taget i betragtning, jeg er ikke så sikker på, at de vil se sig venlige over for os uanset.’

    Kroens menneskemængde begyndte at kigge på hinanden med nervøsitet malet i ansigterne.

    ‘Og hvad hvis denne Djævel formår at slippe fri inden Tempelridderne ankommer?’ fortsatte vasalridderen. ‘Hvordan tror I at Tempelriddernes retfærdige flamme vil anskue os da?’

    Det kom ikke som nogen overraskelse for Parthiizaax, at det var den lokale vasalridder, der ansporede, at sagen skulle afgøres med det samme. Hvis rygterne talte sandt, havde han søgt om ilddåb for selv at blive Tempelridder. Muligheden for at vise sin overbevisning og evne til hurtig domfældelse ville derfor tjene ham godt. Det forsøgt skjulte brændemærke på halsen berettede, at sladderen nok var sandfærdig.

    Dragen fik øje på den gamle kvinde på vej ud af kroen. Parthiizaax blev ramt af skyld, da hun stoppede op i dørkarmen og sendte ham et blik, hvorpå han vendte sit eget direkte ned i gulvet. Han havde aldrig følt sådan i forbindelse med menneskenes affære. Denne gang var dog anderledes end andre, og grunden til skyldfølelsen skulle Parthiizaax ikke lede længe efter. Var han, som udefrakommende, virkelig den eneste, der kunne se det forkerte i den farce, der udspillede sig i kroen?

    Parthiizaax prøvede at henlede sine tanker i forsøget på at undslippe, hvad han vidste, der skulle gøres. Der havde været et mærkeligt mørkt skær i den gamle kvindes stirren, men ved nærmere eftertanke, var det nok bare skygge fra hendes hætte. Før han nåede at undersøge nærmere, var den gamle kvinde forsvundet ud i natten.

    ‘Tempelriddernes dom vil være hurtig og ubarmhjertig…’ sagde den fede købmand i lilla silkeklæder. Han stirrede ud i ingenting og med rædsel i stemmen.

    ‘Det kan endda være, at de vil statuere et eksempel og fordømme os alle til De Ødelagte Søjler,’ fortsatte Kapitælen, kridhvid i ansigtet og som om, at han delte samme tanke med købmanden. En nervøs snak bredte sig hurtigt igennem forsamlingen, som en steppebrand på en tør sommer. Det hjalp heller ikke, at Kapitælen nu sad på knæ med siderne af sine arme og knyttede næver sammen i bøn. ‘Havenum forunea Collonetas!’

    ‘Måske er vi heldige og Paladinerne bliver sendt i stedet for?’ udtrykte den gråblå-øjede bager med et uoverbevisende håb i stemmen.

    ‘Paladinordenen ville stadigvæk fælde dom, selvom deres ry måske ikke er så fyrig som Tempelriddernes. Men under alle omstændigheder tager deres orden sig ikke af kætter-trolddom og hekseri,’ sagde vasalridderen som svar til bagerens skrøbelige optimisme. Han ventede efterfølgende et par sekunder, som i dybe tanker, før han fortsatte. ‘Nej, vores ærværdige rådsmedlem og gode Kapitæl har begge ret, vi kan ikke risikere Tempelriddernes vrede bliver regnet ned over os. I stedet bliver vi nødt til at tage os af problemet lige nu og her!’

    ‘Jeg er enig,’ kom det fra militslederen efter endnu et par sekunders stilhed.

    Mere skulle der ikke til. Mellem jubel og opmuntringer, gik forsamlingen igen i gang med at råbe forskellige og stadig mere kreative måder at henrette den lille pige på.

    Ingen, udover Parthiizaax, var særligt opmærksomme på den lille pige, som var tilbage på alle fire med ryggen imod menneskemængden. Denne gang græd hun dog ikke. I stedet var hendes krop begyndt at ryste helt ustyrligt. Og kroens luft blev til stadighed mere og mere intens, selv uden at tælle de voldelige landsbyboere med.

    Og så var den der igen. Følelsen af at der blev trukket i ens sjæl. Denne gang var trækket så stærk, at det føltes som om Parthiizaax’ sjæl blev adskilt fra hans krop omend kun for et øjeblik. Og denne gang var han bestemt ikke den eneste, som mærkede det. Hele kroens forsamling var brat stoppet med deres ophidsede råb og i stedet så rundt på hinanden med forvirrede blikke. I samme øjeblik gik det endelig gik op for Parthiizaax hvad der skete. Eller rettere; hvad der var ved at ske.

    For engangs skyld uden megen omtanke trådte dragen ud af skyggerne og rev sin lange pelskappe af, som i samme bevægelse blev smidt på gulvet bag ham.

    ‘DEER VIL IKKE BLIVE NOOGEN HENRETTELSE DENNE AFTEN!’ råbte Parthiizaax med en buldrende stemme, forstærket af sin mesterlige brug af vindene omkring ham. Det ser ud til, at jeg alligevel blander mig i menneskenes affærer, bemærkede dragen.

    Som han bevægede sig igennem den lamslåede forsamling, der ikke var i stand til at tage øjnene af ham, gjorde Parthiizaax sig så rank som muligt. Han var måske gammel, selv for en drage, men hans skællede krop var stadigvæk muskuløs under den ærmeløse brune uldkjortel, der var åben i begge sider og blev holdt tæt af et dekoreret bælte med en pung hængende fra den venstre side. Bæltet selv sad rundt om Parthiizaax’ liv igennem to arrede huller ved hoften hvor hans krop og hans grå flyvehudsvinger mødtes. Selvom hans wyyrm-brødre og -søstre var meget mere imponerende i størrelse, var han stadigvæk en drage, og en fuldt oprejst drake tårnede over selv de højeste mennesker.

    Parthiizaax havde virkelig gjort et godt stykke arbejde med at gøre opmærksom på sig selv, den opmærksomhed, som han ellers så møjsommeligt havde forsøgt at undgå. Men om ikke andet havde hans optrin været så vellykket, at selv den lille pige var stoppet med at ryste. I stedet så hun nervøst til, mens Parthiizaax gik hen imod hende, og hvordan forsamlingen vagtsomt vigede for ham. Den intense atmosfære var som fordampet og i stedet erstattet med en af stille frygt iblandet forvirring.

    Den lille pige havde selv den frygt i sine våde øjne, da Parthiizaax knælede ned til hende og tilbød sin hånd.

    ‘Koom med mig,’ forsøgte han at sige i det mest beroligende toneleje, han kunne frembringe. Hendes snehvide øjne så fra den skællede hånd til hans ansigt, stadig bange for, hvad der var i gang. Parthiizaax bemærkede pludselig, at hans store kløer var udstrakte på den tilbudte hånd. ‘Jeeg vil dig intet oondt, det loover jeg,’ tilføjede han og trak roligt kløerne tilbage, så han ikke skræmte den lille pige yderligere.

    Uden at udtrykke et ord, beholdt Parthiizaax sin udstrakte hånd i en velkommen venteposition til den lille pige. Kroen begyndte langsomt at vove sig til deres nervøse småsnak, så i takt med at sekunderne blev længere, håbede han på, at den lille pige ville tage imod invitationen. Og det gerne før end senere.

    Heldigvis skulle Parthiizaax ikke vente længe. Da den lille pige varsomt lagde sin hånd i hans, rejste de sig sammen op og påbegyndte vejen imod krodøren. Parthiizaax sørgede for at skærme den lille pige med sin ene vinge, så hun ikke skulle modtage de væmmelige blikke fra landsbyens beboere. Blikke af vrede vævet med ærefrygt. Blikke, som Parthiizaax kendte alt for godt og havde brugt så lang tid på at undgå. Blikke, der skreg, at nu var der ingen vej tilbage.

    En modig bondeknøs stillede sig ud foran dragen og den lille pige, for at blokere deres vej til døren. Men selv med løftet høtyv kom han hurtigt på andre tanker, da Parthiizaax endnu engang præsenterede de store, mørke kløer, der langsomt strakte sig ud fra fingrene på den ene hånd. Med vejen nok engang fri, gik dragen og den lille pige stille ud af kroen.

    Parthiizaax lagde mærke til, at det tog en rum tid for forsamlingen at genoptage snakken igen, efter at det spøjse par havde forladt dem. Han valgte med vilje en længere omvej til Ashencrossbroen, så de ikke skulle gå forbi Tempelpladsen. Hun behøver ikke at se det, tænkte han.

    Da de næsten var henne ved den storslåede, stenblomst-dekorerede bro, blev den lille piges greb anspændt.

    ‘H-hvor…,’ fulgte den lille pige kort efter op, ‘hvor skal vi hen?’

    Parthiizaax ville ikke lyve. Den lille pige havde allerede været så meget igennem, og han følte, at hun fortjente at blive indviet i hans planer, hvor få de end måtte være.

    ‘Vii er på vej til mit hus efter mad oog basale foornødenheder. Deerefter rejser vi, før Tempelridderne ankoommer.’

    De nåede halvvejs over broen, før det næste spørgsmål kom.

    ‘Hv-hvad vil Tempelridderne gøre, når de an- anko… er her?’ formåede den lille pige endelig at spørge.

    ‘Jeeg ved det ikke,’ svarede Parthiizaax efter en smule omtanke. ‘Meen jeg ved at det ikke koommer til at være behageligt foor landsbyens foolk, hvis de ikke finder på en good foorklaring foor, hvad der skete i dag.’

    Det spøjse par gik resten af vejen til Parthiizaax’ hytte i stilhed, uden at slippe hinandens hænder.

    ***

    Da de nærmede sig hytten, var Parthiizaax godt i gang med, i hovedet, at gennemgå de ting, som de ville få brug for. Han opvejede dem imod det, som de, eller nok nærmere kun ham, var i stand til at bære. Dybt i tankerne lagde han næsten ikke mærke til, at den lille pige stoppede op midt på stien. Parthiizaax opdagede det kun, fordi hendes hånd gled ud af hans. Og så begyndte den lille pige ellers at græde helt ustyrligt.

    ‘Stoop det,’ formåede Parthiizaax at sige noget hårdere, end han egentlig mente. Han havde boet alene så længe, at det var den første tilgang, han kunne komme på. ‘Vii har ikke tid til det, vii må skynde oos videre hurtigst muligt!’

    Til Parthiizaax’ store overraskelse lyttede den lille hvidhårede pige ikke til hans ord, men begyndte i stedet at græde endnu mere.

    ‘J- j- jeg mente det ikke, det var ikke med vilje!’ fremstammede den lille pige imellem tårerne. ‘De- de andre snød mig og begyndte at grine af mig, og jeg k-kunne ikke lide det, og så ved jeg ikke hvad der sk- hvad der ske- hvad der skeeeteee!’

    “Hveem snød dig?’ spurgte Parthiizaax og satte sig på knæ foran den lille pige. En metode han havde bedømt som værende bedre til at få stoppet gråden.

    ‘De- de a-andre bøøøørn…’

    ‘Hvoordan snød de dig?’

    ‘De-,’ den lille pige havde svært ved at få ordene ud igennem tårerne. ‘De s-sagde at jeg kunne lege med dem bagved Templet, m-men så begyndte de a-allesammen at lave sjov med mig i steeeedeeeeet!’

     ‘Hvaad sagde de?’

    ‘De-de l-lavede sjov med mine-mine øj-øj-øjneeee!’

    ‘Foordi de er hvide?’ Parthiizaax tænkte, at han ligeså godt kunne spørge ind til dem. Den lille pige stoppede brat med at græde og kiggede i stedet på ham med forvirring bag vandet, der stadig havde besat hendes snehvide øjne.

    ‘M-mine øjne er da ikke hvide’ sagde hun endelig og snøftede. ‘De-de andre dr-drillede mig fordi jeg er den eneste, som har et l-lilla øje og et gu-gult øje. Og så begyndte min m-mave at gøre o-ondt igen, og så begyndte de- og så begyndte de…’ Den lille pige’s gråd kom tilbage som om en dæmning var brast.

    Lilla og gul? Et øjeblik nærmest ignorerede Parthiizaax den hylende lille pige foran ham. Den lille pige, som så tydeligt havde hvide øjne.

    ‘Jeg- jeg- jeg- jeg ville ikke gøre dem noget,’ begyndte den lille pige igen. ‘Jeg v-ved ikke hvad der ske-skete! J-jeg ville ba-ba-bare være v-venner med dem og så begyndte de at dril-drille mig og k-kalde mig g-grimme ti-ting, og skub- og skubbe mig og s-slå mig, og min- og min-’ hun havde igen svært ved at få sagt ordene. ‘O-og min mave gør ondt igen og jeg vil have min mo-moaaar!’

    ‘Diin mooder koommer ikke,’ fortalte Parthiizaax til den lille pige i, hvad han endnu engang havde ment som en mere trøstende tone end hvad der kom ud. På trods af sin alder, var dette ikke noget, som han havde særlig meget øvelse i. ‘Jeeg undskylder,’ tilføjede dragen.

    ‘M-men det var ikke med v-vilje!’ gentog den lille pige. ‘Jeg v-vil ikke være ond, jeg vil til-til H-Haven ligesom m-moar og de andre, jeg vil bare have det hele til at gå væææk!’ 

    Den sidste sætning var mere skrig end gråd og Parthiizaax kunne fornemme at luften blev mere intens i takt med at den lille pige blev mere oprevet. Han blev nødt til at finde en måde at berolige hende på og hurtigt!

    Parthiizaax rakte ud efter den lille piges skulder.

    ‘DU SKAL IKKE RØRE MIG!’ skreg hun samtidig med at det nu også blev varmere omkring dem. Parthiizaax syntes også at kunne fornemme følelsen af det nu alt for velkendte træk i sjælen igen, hvor flygtigt det end var.

    I et desperat forsøg på at på at distrahere det grædende, og nu også rystende, barn, trak Parthiizaax en ildblomst op af bæltepungen og antændte den med et fingerknips. Han strakte efterfølgende flammen og fik den til at danse i luften foran den lille pige. Og til hans store overraskelse, så det ud til at virke.

    ‘Jeeg var engang en lærd oog underviste i ilden oog vinden til min slægts hvalpe,’ afslørede Parthiizaax for den lille pige, der nu næsten var stoppet med at græde og i stedet så med store øjne på den dansende ild mellem dragens hænder. ‘Dee ting, soom du er i stand til, er helt ekstraoordinære, men du kan lære at mestre dem med tiden. Jeeg vil lære dig alt, hvad jeg veed, sammen med disciplin, så hvad der skete i dag, aldrig koommer til at ske igen.’

    ‘Så… der er ikke noget i vejen med mi-mig?’

    ‘Neej, lille menneskehvalp,’ smågrinte Parthiizaax og slukkede flammen med en elegant håndbevægelse. ‘Jeeg kan foorsikre dig oom, at der ikke er det fjerneste i vejen med dig. Faaktisk vil jeg troo, at du i stedet er meget speciel, selv sammenlignet med min slags. Deet værste, soom du kan gøre lige nu, er at være bange foor, hvad der sker, foorstår du?’

    Denne lille pige nikkede med let åben mund. Tårerne på hendes kinder var så småt begyndt at tørre. Parthiizaax lagde en hånd på hendes skulder, denne gang uden problemer.

    ‘Koom, lille menneskehvalp, lad oos koomme hen til mit hus, så kan vi oogså få set på din mav-’ Parthiizaax stoppede pludseligt op før han færdiggjorde sin sætning. Der kom lys fra vinduerne i hytten længere nede af stien.

    Dragen skubbede den lille pige ind bag sig selv, nærmest per refleks. Derefter gik de lydløst imod det lille hjem.

    Er tempelridderne her allerede? tænkte Parthiizaax med en stigende frygt i hjertet. Nej, det her var ikke deres måde at gøre ting på. De ville ikke gennemsøge et sted uden den anklagede eller andre vidner til stede. Tempelridderne har jo ikke et ry for at være hemmelighedsfulde, når alt kommer til alt.

    Der var også det faktum, at intet så ud til at være ødelagt, og Parthiizaax kunne heller ikke se nogen heste. Det gav heller ikke særligt meget mening, at Tempelridderne skulle komme til hans afsidesliggende hytte, før de tog til Ashencross for at se ødelæggelserne, eller udspørge landsbyboerne, først. Den rationelle tanke beroligede Parthiizaax en smule. Men hvem havde så tændt ilden, der skinnede ud igennem vinduerne i hans lille hjem?

    ‘Geem dig derovre, til venstre,’ sagde Parthiizaax til den lille pige og nikkede i retning af nogle store tønder der, hvor muren sluttede. Den lille pige løb modsat af hvor dragen gestikulerede og gemte sig i stedet bag det hjørne. Parthiizaax kunne ikke lade være med at ryste lidt på hovedet. I det mindste gjorde den lille pige nogenlunde, hvad hun blev bedt om uden at være på tværs. 

    Parthiizaax stillede sig op af muren på den modsatte side af døren og klamrede sig til den. Dragen strakte kløerne på begge sine hænder, klar til at kæmpe imod, hvad end der måtte være på den anden side. Han åbnede langsomt den ulåste dør, så stille som muligt, og kiggede indenfor. 

    Parthiizaax’ blik gennemsøgte den ydmyge bolig udefra og ind, men der var heller ikke her noget, der virkede ødelagt eller stjålet. Der var faktisk ikke umiddelbart nogen tegn på indtrængende, udover selvfølgelig at døren ikke var låst. Den eneste forskel, fra da han tog ind til byen tidligere, var en stuvning, som simrede over ildstedet.

    En simrende stuvning over ildstedet? De lækre dufte ramte Parthiizaax’ næsebor omtrent på samme tid, som at han lagde mærke til sin store støbejernsgryde, der hang over ilden. Og en eller anden havde dækket op på bordet med tre træskåle og tilhørende skeer.

    Forvirret trådte Parthiizaax ind i sin hytte og glemte tilsyneladende alt om, at nogen formentlig stadigvæk var derinde. Som han stod der lige indenfor døren og undersøgte den bizarre scene, der udspillede sig foran ham, lagde Parthiizaax mærke til, at ilden brændte med en nærmest umuligt perfekt blanding af livlige orange, røde og gule farver. Og hvad der viste sig at være endnu mere underligt var, at den brændte uden træ i ildstedet. Flammerne spandt op af grydens sider ud af den blå luft.

    ‘Åh haha, vidunderligt!’ En menneskestemme flåede en forskrækket Parthiizaax, der lynhurtigt gjorde sine kløer klar til kamp, væk fra sin undersøgelse af ilden. ‘I kommer på det helt perfekte tidspunkt, maden er klar!’

    Dragen vendte blikket i retning af sit beskedne opbevaringsrum og så en lille, gammel kvinde i en grå tempelrobe med et hampereb om taljen. Uden på roben bar hun en sort linnedvest og en smuk guldhalskæde formet som en udfoldet blomst med en skyggesort ædelsten i midten. Hendes mørke kappe hang fra den ene stol med et par brune leather handsker på bordet. 

    Et rynket ansigt med en top af sølv og krøller bød Parthiizaax velkommen med et stort smil og glade øjne. Der manglede ganske vist et par tænder, hvilket var normalt for aldrende mennesker, men smilet gav Parthiizaax en varm følelse af sikkerhed. En følelse, som han ikke brød sig synderligt om, når den kom fra et menneske.

    Det var kvinden fra kroen, den eneste, der havde lagt mærke til ham, før hans optrin, hvor han efterfølgende havde forladt stedet med den lille pige. Det gik pludseligt op for Parthiizaax, hvor han havde set den gamle kvinde før; det var hende, som arbejdede i Templet for De Fem Søjler i Ashencross og passede altid vandliljerne i floden, som regel med noget at spise for hånden. Denne gang var da heller ikke anderledes, eftersom hun var kommet ud fra Parthiizaax’ opbevaringsrum i færd med at fortære et æble og bærende på et stykke mørkt brød.

    ‘Fint skal det være, med et forrådskammer i et hjem som dette, haha,’ bemærkede den gamle kvinde og gik hen imod bordet. ‘Kom indenfor, så vi kan begynde. Og ved det forenede ild og vand, tag dog pigen med ind! Du har vel pigen med, har du ikke?

    Den gamle kvinde sendte Parthiizaax en undersøgende og streng stirren, hvor varmen pludseligt forsvandt fra hendes fremtoning. Hendes øjne havde forskellige farver, opdagede han, det ene øje rødt som en blomstrende rose og det andet som det dybeste blå hav. Et øjeblik syntes Parthiizaax at ane et svagt sort skær igen, men han havde lidt svært ved at fokusere, da han stadigvæk forsøgte at finde hoved og hale i det hele.

    ‘Jeeg, øh… hvoordan er du-’

    ‘Pigen, tak.’ Den gamle kvindes tone var pludselig skarp som en kniv.

    Det gav et lille sæt i Parthiizaax, da han kunne mærke to små hænder, hvoraf den ene tog fat i hans kjortel og den anden i flyvehuden på den ene vinge, og den lille pige stak hovedet ud fra bagved ham.

    ‘Åh haha, der er du jo!’ Den gamle kvindes stemme var endnu engang sød og munter og det samme med hendes smil. ‘Kom indenfor, lille blomst, der er ingen grund til at være genert. Du må efterhånden være sulten?’

    Den lille pige tog et skridt ind i hytten, men Parthiizaax stoppede hende knmmed sin hånd.

    ‘Hvaad laver du her?’ spurgte han efter endelig at have genvundet fatningen. ‘Oog hvoordan koom du hertil så hurtigt?’

    ‘Det skal du slet ikke bekymre dig om, haha. Men det var nu ganske pænt af dig, at slå dig ned i en hytte så tæt på floden. Og hvorfor er jeg her? Jeg regnede med, at I kunne bruge et godt, varmt måltid inden jeres rejse.’

    ‘Vii har ikke tid til det,’ indskød Parthiizaax.

    ‘Udover det,’ sagde den gamle kvinde, som om hun ikke havde hørt ham, ‘kan jeg hjælpe med den lille piges nyfundne kræfter.’

    ***

    Middagen forløb i stilhed. Både Parthiizaax og den lille pige var overordentligt sultne fra en lang og begivenhedsrig dag. Parthiizaax selv havde ikke spist, siden solene var stået op. Han regnede med, at det var det samme for den lille pige. Faktisk var deres store appetit kun modsvaret af den gamle kvindes, men hun havde heldigvis fundet nok ingredienser i det lille hjem til, at alle blev mætte. Normalt ville Parthiizaax have modsat sig sådan et overforbrug af sit forråd, men eftersom han formentlig ikke kom til at se Ashencross igen, undlod han sine bemærkninger.

    Efter middagen sad den gamle kvinde og den lille pige i snak ved bordet, alt imens Parthiizaax gik omkring og fyldte en flettet kurv, konstrueret til at have på ryggen, med proviant og andre forsyninger til deres rejse. En rejse han ikke engang var sikker på, hvor ville tage dem hen, eller hvor lang tid den ville vare. 

    Efter at have fundet mad og drikke, sine møntreserver, lidt ekstra tøj, og en håndfuld friskplukket ildflor, manglede Parthiizaax kun én ting. Ikke bare hvilken som helst ting virkede det til, for han begyndte omhyggeligt at gennemsøge den lille hytte fra ende til anden.

    ‘Ved du, hvad det vil sige at være modig, lille blomst?’ spurgte den gamle kvinde den lille pige med det hvide filtrede hår, som var ved at være færdig med sit måltid. Den lille pige så på den gamle kvinde og rystede på hovedet i små, langsomme bevægelser uden at sige et ord.

    ‘Åh haha, det tror jeg nu, at du gør,’ svarede den gamle kvinde med sine glade og varme øjne i forskellige farver. ‘Men hvis du vil have lidt hjælp, har jeg noget, som du gerne må få. Har du lyst til at se, hvad det er?’

    Denne gang nikkede den lille pige, stadigvæk langsomt og uden at sige et ord, men hendes øjne var nu fyldt med forventning.

    Den gamle kvinde tog, hvad der lignede en lille flaske ud fra en lomme i sin sorte vest. Inde i flasken brændte en lillebitte flamme ud fra intet andet end luft, præcis ligesom flammerne i ildstedet.

    ‘Dette er Flammens Mod,’ fortalte den gamle kvinde, ‘eller i hvert fald en lille del af den. Hvem end, der holder den, vil aldrig blive bange for det, de ikke kender, og de vil heller ej vie for fare. Vil du gerne holde den?’

    Den lille piges hvide øjne blev store og hendes mund ligeså, i det hun langsomt holdte sine hænder op, med blikket stærkt fikseret på flasken med den lillebitte flamme.

    ‘Åh haha, nej, nej, lille blomst. Mod skal holdes med hjertet.’

    Den gamle kvinde trak flaskens korkprop op med et lille pop og hældte flammen ud i hendes højre hånd. Det var en rynket hånd, tatoveret med fremmede symboler og hvad der lignede afbildninger af flammer, som slikkede sig op ad hendes gamle håndled og under robeærmet. Midt i hendes håndflade var en tatovering af en vandlilje i fuldt flor, og da flammen sank ned i kronbladene, lyste den op. Et øjeblik efter bevægede lyset med det orange skær sig ud i den gamle kvindes knudrede pegefinger, hvilket fik åbnet gabet på den lille pige endnu mere op, hvis det overhovedet var muligt.

    ‘Må jeg?’ spurgte den gamle kvinde, hvortil den lille pige nikkede som svar med et forundrende blik på den lysende fingerspids.

    Den gamle kvinde trykkede fingeren ind på den lille piges trøje, lige ovenpå hjertet, hvorefter lyset så ud til at rejse over i pigens bryst og forsvandt.

    ‘Vidunderligt. Kan du mærke det? Du holder nu en del af Flammens Mod og du må sværge på, at du vil passe godt på det.’

    ‘Jeg-,’ den lille pige havde en smule besvær med at få hendes tanker ud som ord. ‘J-jeg kan godt mærke det, det føles varmt!’

    ‘Godt, haha, det er også hvad mod skal føles som,’ svarede den gamle kvinde med den særlige varme i sit smil.

    ‘Det føltes varmt, men-’

    ‘Deer er den!’ udbrød Parthiizaax højtlydt efter at have fundet en bog under det beskedne sovested i hjørnet af det lille hjem. ‘Jeeg var bange foor, at jeg havde mistet den.’

    ‘Er det en bog? Kan du lære mig at læse?’ spurgte den lille pige med meget mere selvsikkerhed, end hun havde haft hele dagen.

    ‘Seelvfølgelig er det en boog, ja,’ svarede Parthiizaax i en temmelig hård tone, ‘men ikke en, soom små menneskehvalpe skal kigge i. Duu skulle hellere fookusere på at blive klar, i stedet foor at føje den gamle kvinde oog hendes tryllekunster.’

    Den lille pige mistede med det samme noget af sin nyfundne gnist og hun sank ned på bænken ved bordet. Parthiizaax fik det dårligt over sin opførsel og åbnede sin mund for at undskylde.

    ‘Hvor er dine manerer?’ irettesatte den gamle kvinde, før dragen formåede at sige noget. ‘Det ville ikke skade din øglehjerne at være mere betænksom over for den stakkels pige!’

    Normalt ville Parthiizaax ikke lade sådan en fornærmelse gå ubestridt hen, men i dette tilfælde virkede den rimelig. Den gamle kvinde fortsatte endnu engang, før han kunne få et ord ud over tungen.

    ‘Hvad ville du sige før, lille blomst?’

    ‘Jeg var… jeg…’ det virkede til, at den lille pige ikke helt vidste, hvad hun prøvede at sige. ‘Jeg kunne mærke ildmodet,’ fandt hun endelig nok fatning til at sige, ‘men min mave gør stadig ondt.’

    ‘Er du sulten? Har du lyst til noget mere mad?’

    ‘Nej,’ svarede den lille pige prompte. ‘Tak, det var det bedste mad, jeg kan huske!’

    ‘Åh, det var så lidt, lille blomst, haha. Hvornår begyndte din mave at gøre ondt?’

    Den lille pige gav det spørgsmål lidt mere betænkningstid. Parthiizaax pakkede bogen ned i fletkurven og efterfølgende pakkede han den igen.

    ‘Jeg kan huske, at jeg sagde det til mor før hun sagde godnat til mig og gik på arbejde. Hun arbejder altid om dagen og om natten lige siden vi mistede far. Dengang sagde mor bare, at jeg var sulten. Men det gjorde ondt igen, efter at jeg vågnede, og mor gav mig brød. Så gik det væk igen. Men så kom det tilbage da… da…’

    ‘Huun klagede oogså oover hendes mave lige før vi ankoom hertil,’ indvendte Parthiizaax og hurtigt vendte sig om til kurven igen.

    ‘Det lyder ikke for godt, gør det vel?’ sagde den gamle kvinde med en beroligende stemme. ‘Vil du have noget imod, at jeg undersøger din mave, lille blomst?’

    ‘Mhm…’ var den eneste lyd, der kom ud af den lille pige, idet hun rejste sig op fra bordbænken.

    ‘Løft op i trøjen,’ bad den gamle kvinde pigen om og rullede selv ærmet på sin, denne gang venstre, arm op, hvilket afslørede endnu en serie af snørklede tatoveringer på den aldrende hud. ‘Åh haha, hvor kan ærmer dog være irriterende!’

    De nyafdækkede tatoveringer på den gamle kvindes arm så ud til at skildre vand og bølger imellem flere mærkelige symboler. Symboler, der så ud til at være tegn eller bogstaver, men ikke de menneskebogstaver, som Parthiizaax havde lært. Selvom han faktisk var færdig med at pakke, fortsatte dragen med at lade som om, at han ikke var. 

    Den gamle kvinde lagde indersiden på begge sine arme og hænder sammen, og efter et kort øjeblik trak den højre tilbage. Parthiizaax lagde mærke til endnu en tatovering. Gengivet i den gamle kvindes venstre håndflade var store blade med lange stængler, som løb hele vejen ned af underarmen og endte i hvad der lignede rødder ved albuen. Pludseligt opstod en lille vandkugle ud af ingenting oven på de store blade. Med koreograferede bevægelser, brugte kvinden sin højre hånd til mesterligt at kontrollere det ekspanderende vand, indtil den bladtatoverede hånd var helt dækket. Og når hun bevægede sine fingre, klæbede vandet sig naturligt til den gamle kvinde, som var det en perfekt, kropsnær handske. Parthiizaax, som ikke kunne tage øjnene væk fra hvad der var i gang, lagde slet ikke mærke til, at han var i færd med at pakke rent luft ned i kurven.

    ‘Det her bliver nok lidt koldt,’ sagde den gamle kvinde til den lille pige, der svarede med et usikkert nik. Den gamle kvinde lagde sin vandsvøbte hånd på den lille piges mave, hvorefter hun bevægede den rundt i cirkler. Vandet begyndte stille og roligt rytmisk at hvirvle rundt i takt med de monotone bevægelser.

    ‘Åh haha!’ lo den gamle kvinde begejstret, hvorpå hendes udtryk skiftede fra fokus og bekymring til overraskelse.

    ‘Eer der nooget i vejen?’ spurgte Parthiizaax, som ikke var i stand til at foregive ligegyldighed længere.

    ‘Jeg kan love dig, at intet er galt, haha’ svarede den gamle kvinde, imens hun fjernede sin hånd fra den lille piges blottede mave. Vandet svandt langsomt ind til det ingenting, som det var kommet fra.

    ‘Eer du sikker?’ Vii har ikke råd til at sænke farten, når vi først koommer afsted,’ bemærkede Parthiizaax, der pludselig følte, at han havde overspillet sin hånd, ved at vise for meget interesse i den lille menneskepige og forsøgte at korrigere det.

    ‘Ja, jeg er helt sikker. Faktisk burde det fejres, når en pige blomstrer og går ind i de voksnes rækker.’ Den gamle kvinde gav den lille pige et af sine varme smil, samtidig med at hun lagde en hånd på hendes kind. Parthiizaax så ligeså, hvis ikke mere, forvirret ud som den lille pige.

    ‘For en, som er så gammel og lærd som dig, så strømmer der godt nok ikke meget vand under din bro fra tid til anden, haha,’ sagde den gamle kvinde til dragen. Jeg er overbevist om, at vores lille blomst har blødt for første gang.’

    ‘Ååh…’ Der gik endnu et par sekunder før det gik op for Parthiizaax, hvad den gamle kvinde sagde.

    ‘Ååh!’ Han havde godt hørt, at hunkønnene blandt mennesker, elvere og andre racer gennemgik sådanne cyklusser, når de blev modne nok til at bære deres ægløse menneskehvalpe. Men det var også nærmest alt, hvad Parthiizaax vidste om emnet. ‘Beetyder det så, at hun..?’

    ‘Det gør det,’ besvarede den gamle kvinde Parthiizaax’ spørgsmål uden at han behøvede at færdiggøre det.

    ‘Meen er hun ikke foor ung til det?’

    ‘Hvor gammel er du, lille blomst?’

    Den lille pige tænkte sig om et øjeblik eller to, før hun svarede.

    ‘Mor sagde, at min tiende sommer skulle fejres, og så gav hun mig en bolle. Den var varm og det kunne jeg godt lide, for vi får aldrig varme boller!’

    ‘Tak skal du have,’ sagde den gamle kvinde og vendte sig imod Parthiizaax. ‘Hun er lidt ung, ja, men det er forskelligt for alle. Find nu nogle friske linnedsstrimler, som I kan tage med på jeres rejse. Vi vil gerne have, at vores lille blomst har det så behageligt som muligt i denne tid og frisk linned er i det mindste en begyndelse.’

    Stadig en smule beklemt, men glad nok for ikke at behøve at stille flere spørgsmål til den bizarre menneskelige anatomi og reproduktion, imødekom Parthiizaax den gamle kvindes forespørgsel og gik tilbage ind i det lille opbevaringsrum for at lede.

    Parthiizaax kom tilbage med en større stak linnedsstrimler, netop som den gamle kvinde var færdig med at instruere den lille pige i, hvad hun skulle foretage sig ved fremtidige hændelser. Han havde været usikker på, hvor meget, der var brug for, så han havde revet tre forskelligt farve, nyvaskede kjortler op. Parthiizaax debatterede et øjeblik med sig selv, om han skulle indvies i emnet, men besluttede sig for, at det var et alt for personligt anliggende. Han ville alligevel ikke kunne bidrage med særlig meget. Dragers måde at reproducere på virkede nu engang så uendeligt meget simplere.

    ‘Vii bør gå med det samme, hvis hun er klar,’ sagde han. ‘Duu nævnte nooget oom, at du var i stand til at hjælpe oos på voores rejse?’

    ‘I det er jeg enig. Det er tid for mig at forlade jer og for jer til at begynde jeres færd.’ Den gamle kvinde gav den lille pige endnu et smil, før hun rejste sig op og vendte sig imod dragen. ‘Du skulle vel ikke have flere æbler?’

    ‘Jeeg, øøh…’ Parthiizaax blev nærmest overrumplet, da den gamle kvinde gik forbi ham og tilbage ud i det lille opbevaringsrum.

    ‘Åh haha, vidunderligt!’ lød det højt det fra siderummet og ud kom den gamle kvinde med et rødt æble allerede i munden, og et andet i hånden. ‘Der var lige to tilbage, jeg går ud fra, at du ikke har noget imod det?’

    ‘Neej, men… vii skal virkelig til at afsted oog hvis alt du kan bidrage med er at spise æbler-’

    ‘Og lave stuvningen, haha’ Den gamle kvinde blinkede til den lille pige, der svarede med et forsøg på at skjule en fnisen bag sine hænder.

    ‘…Oog lave stuvningen,’ korrigerede Parthiizaax sig selv i et lettere irriteret tonefald, ‘så troor jeg at vi tager afsted med det samme.’

    ‘Men jeg kender også til et sted, ikke så langt herfra, som I to burde opsøge.’

    ‘Hviis det er foor at lære oos at spise æbler, så ved vi det allerede.’ Parthiizaax forsøgte sig sjældent med humor, men han skimtede alligevel til den lille pige efter hendes reaktion. Der kom ingen.

    ‘Nej, jeg er sikker på, at du allerede har styr på det,’ kom det tørt fra den gamle kvinde. ‘Jeg snakker om et sted, hvor Ligevægten stadig praktiseres.’

    ‘Liigevægten?’

    ‘Ja, det var vores tro, inden Læren om De Fem Søjler kom brændende igennem landet her.’

    Parthiizaax var helt målløs. Menneskene har haft en anden religion? Han havde aldrig set dem praktisere andet end deres Fem Søjler.

    ‘Hvoordan kan det være, at jeg aldrig har hørt oom denne religioon?’

    ‘Ligevægten lovpriser balancen i alting. Floden udenfor var engang den centrale nerve, der bugtede sig gennem en blomstrende civilisation af mennesker, som forsøgte at leve i absolut harmoni.’

    ‘Jaa, men jeg spurgte-’

    ‘Da Læren om De Fem Søjler kom,’ fortsatte den gamle kvinde og ignorerede Parthiizaax fuldstændigt, ‘tænkte vi ikke meget over det og bød den nye levemåde velkommen. Men i takt med at de vandt flere og flere følgere, og deres indflydelse hurtigt voksede, begyndte de at stemple dem, der var i harmoni med elementerne, som kættere. Og så kom Tempelridderne og deres Velsignede Korstog…’

    Parthiizaax lagde mærke til, hvordan den gamle kvinde dvælede for at lukke sine øjne og tage en dyb indånding. Han havde godt hørt om dette “Velsignede Korstog” men havde samtidigt beregnet at datoerne til at være langt tid før han selv blev udklækket. Og alligevel agerede den gamle kvinde som om, at hun gennemlevede uhyggelige minder om igen.

    ‘Fra deres sæde i Havenbring er det måske nok lykkedes De Fem Entablementer at bandlyse al brug af elementerne for massernes øjne, men der er dog stadigvæk nogle rettroende tilbage, hvor lille en gruppe vi end måtte være. Og vi hjælper alle dem, vi kan, og viser vej for de fortabte og de svage. Samtidig gør vi vores bedste for, at hverken Asken eller Oversvømmelsen vil hænde!’

    Parthiizaax var stadigvæk forvirret over alt det, den gamle kvinde fortalte, men han kunne tydeligt se et blik af både stolthed og byrde i hendes røde og blå øjne.

    ‘Opsøg dem. Mine følgere kan sørge for ly og hjælpe vores lille blomst med at kontrollere hendes nyfundne kræfter.’

    Nu var det Parthiizaax’ tur til at vise stolthed.

    ‘Jeeg kan lære hende flammernes veje bedre en noogen af jeres slags. Oog hvis hun skulle vise talent foor vindene, vil jeg oogså lære hende at koontroollere dem.’

    ‘Det er jeg sikker på, at du kan, haha,’ snakkede den gamle kvinde ham efter munden. ‘Og hvad med vandene? Du har set hvordan vores lille blomst er mere end stærk i det element, kan du også lære hende at kontrollere dem?’

    Parthiizaax svarede ikke, eftersom han ikke havde et svar at give.

    ‘Ligevægten fortæller os, at ild og vand er de to mest kraftfulde elementer i denne verden,’ fortsatte den gamle kvinde, nærmest som om, at hun ikke bemærkede dragens nu let forslåede stolthed. ‘Hun skal undervises i balancen mellem de to, og jeg kan ikke komme i tanke om nogen bedre til det end mit folk.’

    ‘Du skal ikke med os?’ spurgte den lille pige med en trist mine.

    ‘Åh, nej, det er jeg bange for, at jeg ikke skal, lille blomst. Min plads er ved mit Tempel, hvor jeg kan hjælpe andre som dig, hvor det end er muligt.’

    ‘Det… det kan jeg godt forstå.’

    ‘Oog hvoor kan vi finde dit foolk?’

    ‘De er i sikkerhed i en skjult hule, som ingen udefrakommende kender til, tæt på Fortheart Sø.’

    ‘Oog er denne Foortheart Sø langt væk? Saagde du ikke, at det ville være tæt ved?’

    ‘Det er min fejl, haha. Du kender den som Ashencross Sø og ikke ved dens gamle navn.’

    Den gamle kvinde var korrekt, Parthiizaax havde aldrig hørt søen blive kaldt “Fortheart Sø,” eller noget kort referere den ved det navn. Men Ashencross Sø var tæt på og det var gode nyheder at de ikke skulle rejse langt til at begynde med.

    ‘Oog hvoordan skal vi finde denne hule, hvis den er skjult?’ spurgte han og affærdigede søens navn, da det ikke umiddelbart syntes særligt vigtigt.’

    ‘Åh haha, det skal du ikke bekymre dig om, I kommer slet ikke i nærheden af stedet.’

    ‘Deet lyder næsten soom en trussel?’ indvendte Parthiizaax med en snert af mistro. Det her var endnu en ny tone fra den gamle kvinde.

    ‘Når du lever et liv i forfølgelse, bliver du nødt til at tage forholdsregler. Hvilket jeg er sikker på, at du kan nikke genkendende til.’ 

    Hvordan ved hun det? Den ene kommentar var nok til nærmest at slå Parthiizaax helt ud af kurs. Den sidste Dragekamp var sket så langt væk og for så længe siden, hvordan skulle hun kunne kende til hvad der var sket? Måske kendte den gamle kvinde til vores historie med elverne? Men det var så meget længere tid siden, og hun må i så fald være en af de ganske få mennesker, der potentielt har den viden heromkring. Chancerne må være utroligt små for at det kan lade sig gøre. Måske taler hun bare om, at mennesker og andre racer dyrker trofæjagt på wyyrmdrager? Ja, det må være hvad hun-

    Før Parthiizaax kunne færdiggøre sine tanker, og udspørge den gamle kvinde yderligere, fortsatte hun endnu engang ufortrødent, som om intet var hændt.

    ‘Følg søens vestlige bred. Når I kommer tæt nok på hulen, vil mit folk tilbageholde jer begge. Men I skal ikke være bange, de vil hverken gøre jer fortræd eller berøve jer, eller det der er værre, hvis du viser dem, at jeg har sendt jer, haha.’

    ‘Oog hvilket bevis kan vi bruge til at foorsikre dine foolk oom voores alliance?’

    Den gamle kvinde trak en smuk, lilla vandlilje op fra en lomme i sin grå tempelrobe. Lommen var tydeligvis meget dybere og større end den så ud, eftersom blomsten var komplet med store, runde blade, lange stængler og selve rødderne. Nu hvor Parthiizaax tænkte over det, så havde han aldrig set en tempelrobe med lommer før. Og havde den gamle kvinde altid en af hendes elskede vandliljer med, hvor end hun gik?

    Den gamle kvinde knækkede det meste af blomsten fra og efterlod kun de blomstrende kronblade og en lille smule stængel. Hun lagde resten tilbage i den bedragerisk dybe lomme.

    Den smukke, lilla blomst blev lagt på siden i hendes venstre hånd og nænsomt placerede den gamle kvinde sin højre ovenpå. Man kunne se varmen stige op i takt med den orange glød, der slap ud mellem den gamle kvindes fingre, samtidig med at hun pressede sine hænder fast sammen. Da hun åbnede dem igen, præsenterede hun en perfekt tørret, lilla vandlilje.

    ‘Sådan,’ sagde den gamle kvinde til det umage par foran hende. ‘Vis dem denne og min selvvalgte slægt vil vide, at jeg har sendt jer.’

    Parthiizaax fik en klump i halsen over at høre ordet “slægt.”

    ‘Oog hvoordan ved vi, at du kan stooles på?’ spurgte dragen og undertrykte følelsen.

    ‘Åh haha, men jeg tror nu, at du allerede stoler på mig,’ svarede den gamle kvinde og satte sig ned på knæ for at give den tørrede blomst til den lille pige. ‘Hold du godt fast i den her, lille blomst, vi vil jo helst ikke have, at hans ildflor sætter den i flammer ved et uheld, vil vi?’ Den sidste bemærkning blev fulgt op af et lille blink.

    ‘Hvoorfoor troor du, at jeg allerede stooler på dig?’

    ‘Fordi, ligeså meget, som du tror, at du kender os, kender jeg også til din slags. Og hvis du ikke stolede på mig i en situation som denne, ville en af os ikke være her længere, haha.’ Varmen og tonen i hendes grin passede ikke med ordene, der blev talt.

    ‘Men nu er det tid at gå herfra, både for mig og for jer. Der er kun så mange vandliljer, som man kan tage sig af om natten, haha. Tempelridderne kan også være i Ashenscross hvornår det skal være i morgen og jeg kan ikke se nogen grund til, at fodre deres naturlige mistro.’ 

    Den gamle kvinde rejste sig op og gik imod døren. Inden hun var helt ude, stoppede hun op og vendte sig om.

    ‘Jaa?’

    ‘Pas godt på vores lille blomst. Hun vil have brug for alt den hjælp, som hun kan få, og selvom jeg ved, at du vil kunne klare det, må du meget gerne være nænsom. Hun er speciel, men skrøbelig.’

    ‘Jeeg ved goodt, hvoor speciel hun er,’ svarede Parthiizaax og kunne tydeligt mærke båndet, som allerede var opstået imellem de to mennesker. ‘Meen skrøbelig? Deet er jeg ikke så sikker på.’

    ‘Godt, haha. Det er godt. Tror du, at du er klar?’ spurgte den gamle kvinde henvendt til den lille pige i et spørgsmål, der var muntert, men på samme tid også vemodigt.

    ‘Ja, jeg er!’ svarede den lille pige, denne gang helt uden tøven.

    ‘Åh haha, I så fald er det tid for mig at forlade jer.’ Den gamle kvinde vendte sig igen til Parthiizaax. ‘Held og lykke på jeres rejse og tak for hvad, du gjorde i dag. Du reddede et dyrebart liv, og måske endda mange flere, og det er en gæld, som sjældent bliver betalt tilbage.’

    Parthiizaax var lettere forbløffet over oprigtigheden i den gamle kvindes øjne med den mørke nat skinnende i dem, og kom først ud af det igen, da hun tog en bid af sit æble.

    ‘Iingen grund til at nævne det. Oog der vil ikke være noogen gæld,’ svarede han. ‘Jeeg gjoorde det ikke foor min egen vindings skyld.’

    ‘Så meget desto større er gælden, om du kan lide det eller ej, haha.’ Den gamle kvinde sendte dem begge varme smil. Da hun dvælede ved den lille pige, virkede det som om, at hun ikke havde lyst til at gå og derfor trak tiden.

    ‘Må jeres Ligevægt vare ved. For jer begge to,’ sagde hun og brød endelig stilheden.

     Parthiizaax vendte sig om og gik ned på hug til den lille pige.

    ‘Eer du sikker på, at du er klar?’

    ‘Jeg er klar!’ svarede den lille pige fyldt med beslutsomhed. ‘Det er jeg virkelig!’

    ‘Goodt. Siig farvel så vi kan koomme afsted.’ 

    Parthiizaax havde vendt sig tilbage mod døren. 

    ‘Jeeg vil fooreslå at du følger flooden, men pas på, det kan være svært at manøvrere på dette tidspunkt af-’ Dragen stoppede brat op midt i sætningen, for til hans store overraskelse, var den gamle kvinde forsvundet. Kun et par vandpytter, der skinnede i lyset fra hytten, var tilbage, hvor den gamle kvinde havde stået.

    Underligt, tænkte Parthiizaax eftersom det eneste vand, som var faldet den dag, havde været fra eksplosionen og han var sikker på, at det ville have været væk nu.

    ***

    Solene var stille og roligt begyndt at stå op, da parret nærmede sig Ashencross Sø i stilhed.

    ‘Eer du træt?’ spurgte Parthiizaax den lille pige. Der kom ikke noget svar, og da han kiggede på hende, stirrede den lille pige intenst på den tørrede vandlilje, som hun nænsomt holdt i hænderne. Hvis Parthiizaax skulle gætte, så det ud til, at pigen var dybt i sine egne tanker. Og bange, hvilket var forståeligt nok.

    ‘Duu minder mig oom en af mine gamle elever,’ fortsatte dragen i et forsøg på  at bryde stilheden, der langsomt kom kravlende tilbage. ‘Huun var oogså en smule bange oog følte, at hun var det foorkerte sted i verden. Faaktisk var hun-’

    ‘Er du et uhyre?’ fløj det pludseligt ud af den lille pige.

    Der kom det, tænkte Parthiizaax og kunne ikke lade være med at smile lidt.

    ‘Neej, det er jeg bange foor, at jeg ikke er,’ bevarede han den lille piges spørgende ansigt. ‘Jeeg er en drage.’

    Den lille pige tænkte lidt over svaret.

    ‘Det tror jeg ikke på,’ modsagde hun ham så.

    ‘Oog hvoorfoor troor du ikke på det?’

    ‘Fordi dragerne i historierne er store og skræmmende og slemme, og kan flyve med store vinger og kan puste ild!’

    ‘Duu tænker på wyyrme. Jeeg er en drake, men vi er begge drager. Oog Wyyrme spyr faktisk ild, ikke “puster.”’

    ‘Kan du puste ild?’

    Parthiizaax rynkede lidt på panden over, at pigen ikke tog imod rettelsen, han gav.

    ‘Neej, men jeg kan koontroollere oog bruge elementet, oog jeg vil lære dig at gøre det samme.’

    ‘Vil jeg lære at puste ild?’ spurgte den lille pige med forundring og begejstring malet i hendes hvide øjne.

    ‘Deet er jeg bange foor, at du ikke koommer til,’ klukkede Parthiizaax, der var glad for at se pigens gejst stige i takt med solene. ‘Eeller, måske. Hviis du arbejder hårdt oog hører efter, når jeg foortæller dig, hvad jeg ved.’ Der var ingen grund til at lære den lille pige om, hvad hun kunne og ikke kunne. I hvert fald ikke lige nu.

    ‘Kaan du lide histoorier om drager?’ spurgte Parthiizaax.

    Den lille pige så på ham og nikkede.

    ‘Goodt. Jeeg har en hel boog fuld af fantastiske histoorier, soom jeg troor at du vil kunne lide så.’

    ‘Er de om drager som dig?’

    ‘Deet er de, noogle af dem. Oog andre er oom Wyyrmene oog andre igen er ikke. Noogle er endda oom drager soom dig.’

    ‘Som mig?’ sagde den lille pige med et nysgerrigt blik og så ned af sig selv. ‘Men jeg er ikke en drage…’

    ‘Neej, men du ligner lidt en,’ sagde Parthiizaax og studerede den lille pige. ‘Viidste du goodt, at dette var min yndlingsstuderendes favooritboog at læse, oogså selvoom hun ikke måtte-’

    ‘Vil du være min ven?’ indvendte den lille pige som ud af ingenting. ‘Ligesom Nanna?’

    ‘Oog hvem er denne Nanna?’ undersøgte Parthiizaax med undren i ansigtet.

    ‘Nanna er den søde gamle dame med øjne ligesom mine. Hun gav os den her!’ Den lille pige rakte den tørrede, lilla vandlilje op til Parthiizaax, som om han allerede havde glemt den.

    Nanna? Det gik pludseligt op for Parthiizaax, at han aldrig havde spurgt om den gamle kvindes navn. Han tænkte også over, hvordan han skulle fortælle den lille pige om ændringen i hendes øjenfarver.

    Og så fløj en ny erkendelse ind i dragens hoved; han kendte heller ikke navnet på den lille pige og hun kendte ikke hans.

    ‘Jaa, det troor jeg, at jeg vil,’ svarede Parthiizaax imens han overvejede den gamle kvindes, Nannas, afskedsord. ‘Oog jeg mindes at venner kender hinandens navne. Jeeg, Parthiizaax af Toopaz, vil være din ven.’

    ‘Par- Par…’ den lille pige havde lidt problemer med at udtale dragens navn, men det stoppede ikke hendes ansigt i at lyse så meget op, at solene ikke havde behov for at stige.

    ‘Parthiizaax. Deet er mit navn. Oog hvad er dit?’


    De Glemte Arkiver:

  • Trussel (Arkiveret #2)

    v.1.2.0

    Parthiizaax havde aldrig rigtigt kunnet lide mennesker. De var fordomsfulde, grådige og han vidste, hvilke grusomheder de var i stand til, selv over for deres egne. Faktisk kendte han ikke navnet på et eneste menneske. Og det til trods for at det efterhånden var en del år siden, at han havde bosat sig så tæt på Ashencross. Men de kunne heller ikke lide ham, og ingen af dem kendte hans navn. Det bedste, man kunne sige, var, at byboerne tolererede ham og kun vedkendte hans eksistens, når de havde sår eller skader, som skulle heles. Sår eller skader, som deres elskede Lære om De Fem Søjler ikke måtte vide af. Eller når han solgte dem ildflor, så de let kunne starte deres bage- og smelteovne. Dog havde ingen angivet ham til Tempelridderne endnu, det måtte han alligevel give menneskene.

    Det var af de grunde, at han sjældent gik ind til byen. Faktisk var det kun, når han absolut havde brug for noget, eller hvis han skulle studere ritualerne ved det store Tempel for De Fem Søjler. Parthiizaax fandt religion enormt spændende. Følgerne af sådanne dogmer synes at have et stærkt bånd, selvom hvad der blev prædiket, ofte virkede ulogisk for en drage.

    Den enorme eksplosion fra Ashencross var dog ikke noget, som han kunne sidde overhørig. Parthiizaax havde stået udenfor sin lille hytte sent den sommerdag, noget uvant for hans normale rutine, og vandet de sødt-duftende, dyb-orange ildflorblomster, da lyden var kommet buldrende over ham. Idet Parthiizaax så op i forvirring, fulgte trykbølgen efter. Kraften fra den havde taget fat i Parthiizaax’s læderagtige flyvehudsvinger og flyttet ham et godt stykke. De dybe klomærker i den stampede jord var vidne dertil. Det var så lang tid siden, at Parthiizaax sidst havde haft sine vinger i brug, at mødet med trykbølgen efterladte dem en smule ømme der, hvor de mødte kroppen, lige fra håndleddene og helt ned til anklerne. Og til sidst, da Parthiizaax havde fået samlet sig en smule, kom regn og jord faldende, fra hvad der ellers havde været en klar sommerdag.

    -> FORTSÆT MED AT LÆSE
  • Trussel (Arkiveret #1)

    v.1.1.0

    Parthiizaax havde aldrig rigtigt kunnet lide mennesker. De var fordomsfulde, grådige og han vidste, hvilke grusomheder de var i stand til, selv over for deres egne. Faktisk kendte han ikke navnet på et eneste menneske. Og det til trods for at det efterhånden var en del år siden, at han havde bosat sig så tæt på Ashencross. Men de kunne heller ikke lide ham, og ingen af dem kendte hans navn. Det bedste, man kunne sige, var, at byboerne tolererede ham og kun vedkendte hans eksistens, når de havde sår eller skader, som skulle heles. Sår eller skader, som deres elskede Lære om De Fem Søjler ikke måtte vide af. Eller når han solgte dem ildflor, så de let kunne starte deres bage- og smelteovne. Dog havde ingen angivet ham til Tempelridderne endnu, det måtte han alligevel give menneskene.

    Det var af de grunde, at Parthiizaax sjældent gik ind til byen. Faktisk var det kun, når han absolut havde brug for noget, eller hvis han skulle studere ritualerne ved det store Tempel for De Fem Søjler. Parthiizaax fandt religion enormt spændende. Følgerne af sådanne dogmer synes at have et stærkt bånd, selvom hvad der blev prædiket, ofte virkede ulogisk for en drage.

    Den enorme eksplosion fra Ashencross var dog ikke noget, som han kunne sidde overhørig. Parthiizaax havde stået udenfor sin lille hytte sent den sommerdag, noget uvant for hans normale rutine, og vandet de sødt-duftende, dyb-orange ildflorblomster, da lyden var kommet buldrende over ham. Idet Parthiizaax så op i forvirring, fulgte trykbølgen efter. Kraften fra den havde taget fat i Parthiizaax’s læderagtige flyvehudsvinger og flyttet ham et godt stykke. De dybe klomærker i den stampede jord var vidne dertil. Det var så lang tid siden, at Parthiizaax sidst havde haft sine vinger i brug, at mødet med trykbølgen efterladte dem en smule ømme der, hvor de mødte kroppen, lige fra håndleddene og helt ned til anklerne. Og til sidst, da Parthiizaax havde fået samlet sig en smule, kom regn og jord faldende, fra hvad der ellers havde været en klar sommerdag.

    -> FORTSÆT MED AT LÆSE!
  • Katastrofe

    v.1.3.1

    Ilden i stearinlysene blussede op. Det samme gjorde flammerne i ildstedet. Det gjorde de altid, når Hu’orhun var oprevet. At dømme ud fra brølende, der kom fra pejsen, var rasende nok et mere dækkende ord, tænkte Tu’wehan for sig selv. Faktisk var varmen ved at blive lidt for meget, selv for en dværg, så han tog et skridt væk fra de hidsige flammer. Tu’wehan kiggede på sin hustru med nervøse, nøddebrune øjne.

    ‘Du rejser ikke!’ nærmest råbte Hu’orhun og forsøgte at få noget af sit ildrøde hår, de lokker, som altid undgik hendes fletning, under kontrol. Hun stod ved spisebordet af solidt, mørk granit. Den tilhørende granitstol, hun havde siddet på et øjeblik tidligere, var væltet, da hun hoppede op fra den i vrede.

    Med et irriteret støn opgav Hu’orhun sit hår og lod det falde tilbage ned over ansigtet, hvorefter hun vendte sin opmærksomhed tilbage til Tu’wehan. ‘Ved De Sovende Kæmper, hvem har puttet den åndssvage idé ind i dit hoved?’ spurgte Hu’orhun. Spørgsmålet blev efterfulgt af en stirren så intens, at man næsten skulle tro, at hun forsøgte at sætte ild til sin ægtefælle i samme øjeblik.

    Tu’wehan kiggede på den sorte, ærmeløse læderjakke i sine hænder. Han havde allerede sin brune på, ovenover en mørkegrøn linnedstrøje, og var klar til at rejse, så snart han havde pakket færdig. Hans grå uldkappe hang ved siden af døren.

    ‘Kapitælerne og deres følge rejser fra Zhi’Na Qien for at udbrede Læren om De Fem Søljer til nye områder og de har et stort behov for håndværkere. Jeg tænkte, at jeg tilbyde mine evner som jernmester,’ forklarede Tu’wehan imens han pænt lagde den sorte jakke ned i sin rejsekiste.

    -> FORTSÆT MED AT LÆSE!
  • Katastrofe (Arkiveret #3)

    v.1.3.0

    Ilden i stearinlysene blussede op. Det samme gjorde flammerne i ildstedet. Det gjorde de altid, når Hu’orhun var oprevet. At dømme ud fra brølende, der kom fra pejsen, var rasende nok et mere dækkende ord, tænkte Tu’wehan for sig selv. Faktisk var varmen ved at blive lidt for meget, selv for en dværg, så han tog et skridt væk fra de hidsige flammer. Tu’wehan kiggede på sin hustru med nervøse, nøddebrune øjne.

    ‘Du rejser ikke!’ nærmest råbte Hu’orhun og forsøgte at få noget af sit ildrøde hår, de lokker, som altid undgik hendes fletning, under kontrol. Hun stod ved spisebordet af solidt, mørk granit. Den tilhørende granitstol, hun havde siddet på et øjeblik tidligere, var væltet, da hun hoppede op fra den i vrede. Med et irriteret støn opgav Hu’orhun sit hår og lod det falde tilbage ned over ansigtet, hvorefter hun vendte sin opmærksomhed tilbage til Tu’wehan. ‘Ved De Sovende Kæmper, hvem har puttet den åndssvage idé ind i dit hoved?’ spurgte Hu’orhun. Spørgsmålet blev efterfulgt af en stirren så intens, at man næsten skulle tro, at hun forsøgte at sætte ild til sin ægtefælle i samme øjeblik.

    Tu’wehan kiggede på den sorte, ærmeløse læderjakke i sine hænder. Han havde allerede sin brune på, ovenover en mørkegrøn linnedstrøje, og var klar til at rejse, så snart han havde pakket færdig. Hans grå uldkappe hang ved siden af døren.

    ‘Kapitælerne og deres følge rejser fra Zhi’Na Qien for at udbrede Læren om De Fem Søljer til nye områder og de har et stort behov for håndværkere. Jeg tænkte, at jeg tilbyde mine evner som jernmester,’ forklarede Tu’wehan imens han pænt lagde den sorte jakke ned i sin rejsekiste.

    -> FORTSÆT MED AT LÆSE!
  • Katastrofe (Arkiveret #2)

    v.1.2.0

    Ilden i stearinlysene blussede op. Det samme gjorde flammerne i ildstedet. Det gjorde de altid, når Hu’orhun var oprevet. At dømme ud fra brølende, der kom fra pejsen, var rasende nok et mere dækkende ord, tænkte Tu’wehan for sig selv. Faktisk var varmen ved at blive lidt for meget, selv for en dværg, så han tog et skridt væk fra de hidsige flammer. Tu’wehan kiggede på sin hustru med nervøse, nøddebrune øjne.

    Hu’orhun stod ved spisebord, lavet i solid, mørk granit. Den tilhørende granitstol, som hun havde siddet på et øjeblik tidligere, var væltet, da hun nærmest hoppede op fra den i vrede. Med knugede hænder og hvide, hårdt sammenpressede læber, stirrede Hu’orhun tilbage på sin ægtefælle, som om hun prøvede at sætte ild til ham lige nu og her. 

    ‘Du rejser ikke!’ nærmest råbte Hu’orhun og forsøgte at få noget af sit ildrøde hår, de lokker, som altid undgik hendes fletning, under kontrol. Hun opgav med et irriteret støn og lod det røde hår falde frit over hendes ansigt. ‘Ved De Sovende Kæmper, hvem har puttet den åndssvage idé i dit hoved?’

    Tu’wehan kiggede på den sorte, ærmeløse læderjakke i sine hænder. Han havde allerede sin brune på, ovenover en mørkegrøn linnedstrøje, og var klar til at rejse, så snart han havde pakket færdigt. Hans grå uldkappe hang ved siden af døren.

    ‘Kapitælerne og deres følge rejser fra Zhi’Na Qien for at udbrede Læren om De Fem Søljer til nye områder og de har et stort behov for håndværkere. Jeg tænkte, at jeg tilbyde mine evner som jernmester,’ forklarede Tu’wehan imens han pænt lagde den sorte jakke ned i sin rejsekiste.

    -> Fortsæt med at læse!