v.1.3.1
Jeg går den lange vej hjem sammen med min sjælebundne. Det er sent om natten, men den milde brise fra cyklussens sommer gør gåturen skøn. Der er ikke andre Faefolk omkring, så det er kun mig, min sjælebundne og fuldmånen; de to sidstnævntes hvide farver, henholdsvis pels og sten, udkæmper en underbevidst kamp om, hvem der skinner mest. Månen kan ikke slet ikke hamle op med min ulv, tænker jeg smilende og kigger hans vej. Fuldmånen drager heller ikke fordel af dens kamp for at finde huller igennem den massive krone og de overdådigt grønne blade, der pryder Egen Mellem Riger. Men det faktum ændrer ikke min holdning.
Trods træthed er jeg på vej til min barndomsveninde. Lige siden hun blev optaget som Jernbark-spejder, de efterhånden alt for mange månecyklusser siden, synes jeg i hvert fald, har jeg ikke set meget til hende. Og jeg savner hende.
Hun ved faktisk ikke, at jeg kommer forbi. Jeg har hørt fra vores fælles ven i Jernbarken, at hun og hendes spejder-makker skulle være kommet hjem fra patrulje i dag. Jeg kan slet ikke vente med at se overraskelsen i min barnsdomsvenindes smukke ansigt, når jeg banker på døren til hendes rodbo. Tanken, og længslen, får mit hjerte til at galopere.
Men jeg har ikke bare tænkt mig at overraske hende. Jeg har fundet en sovende slør, en af de sjældne, der skinner blidt med dens ravgule glød. Jeg fandt den, imens jeg plejede rødderne og de vissen-sovende, og jeg vil, at min barndomsveninde skal have den. Jeg overvejer at fortælle, hvordan den er næsten ligeså smuk som hende, hvordan svampens glød lyser omgivelserne op, men ikke nær så meget som hendes smil. Jeg afviser indskydelsen, den er for dum. Eller, måske siger jeg det til hende, tænker jeg. Hvis det føles rigtigt.
-> LÆS VIDERE!